Bombe i Odense var guitarforstærker

Politiet i Odense er tilbage på pladserne. En mand er anholdt efter evakuering af politigård. Mistænkelig kuffert er hittegods, der skulle afleveres.

Fyns Politi kan efter mindre end en halv time afblæse evakueringen af politigården i Hans Mules Gade i det centrale Odense.

Den stålkuffert, der førte til, at betjente og kontorfolk blev flyttet til politigårdens fjerneste hjørner, viser sig at være en forstærker til en elektrisk guitar.

Politiet har anholdt en mand, som et vidne havde set stille kufferten i forhallen lige inden for politigårdens indgang i Hans Mules Gade.

Manden blev fundet af en politipatrulje i Grønlandsgade lige i nærheden af politigården.

Manden er 54 år og bosat i Odense. Han har erkendt, at det var ham, der stillede kufferten i politigårdens forhal. Kufferten var hittegods, som han ville aflevere. Imidlertid blev han træt af at vente på at blive ekspederet og efterlod derfor kufferten og gik.

Selv om det afstedkom et gevaldigt postyr, da kufferten torsdag ved 11.30-tiden blev fundet i forhallen, får sagen formentlig ingen konsekvenser for manden.

- Vi er i gang med at afhøre ham, og hvis hans historie holder vand, slipper han med en formaning herfra om, at det ikke er en god idé at stille en kuffert fra sig, siger politiinspektør Albert Rasmussen, Fyns Politi.

Ikke nok med at politigårdens ansatte blev evakueret, og der blev oprettet nødnumre til politiets telefoner, også Hans Mules Gade var en overgang afspærret.

Bombealarmen kunne afblæses, inden forsvarets ammunitionsryddere nåede frem til Odense.

Oversigt

    Oversigt