Borgmester: Bilisterne på Storebælt skal betale Als-Fyn Broen

Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, kalder Storebæltsbroen en velegnet pengemaskine, som kan komme Als-Fyn Broen til gavn.

Fynske politikere har i årevis kæmpet for lavere takster på Storebæltsbroen, men de kræfter kunne bruges bedre til at sikre en fast forbindelse mellem Als og Fyn.

Storebæltsbroen er nemlig en yderst velegnet pengemaskine, som kan være med til at sikre infrastruktur andre steder i Danmark.

Det mener i hvert fald Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (S), som på et borgermøde i foreningen Als-Fyn Broen på Als torsdag aften trak en kanin op af hatten. 

Mens mange måske har spurgt sig selv, om bilisterne over Storebælt ikke snart har betalt broen af, og om det derfor ikke snart bør blive en gratis fornøjelse at krydse havet mellem Fyn og Sjælland, havde borgmesteren en ifølge Jydske Vestkysten et helt andet forslag, der potentielt kan komme en Als-Fyn-bro til gavn, hvis regeringen fastholder, at man ikke vil sænke taksterne på Storebælt.

- Jeg vil være fræk og sige, om vi ikke bare skal blive ved med at betale. Nogle kalder det en pengemaskine, men det er da en god pengemaskine, hvis pengene investeres rigtigt og er med til at skabe infrastruktur i hele landet, lød det fra Erik Lauritzen.

Hvis der tages penge fra Storebælt til Als-Fyn Broen, kan det løse finansieringsproblemerne.

Brugerfinansiering har været udgangspunkt for alle nyere broprojekter i Danmark, men beregninger foretaget af Cowi i 2016 viser, at bilisterne på en bro mellem Als og Fyn kun vil være i stand til at finansiere 31 procent af en motortrafikvejsløsning og 24 procent af en motorvejsløsning.

Den kanin skal proppes ned

Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V), er noget overrasket over, at der nu bringes nye finansieringsforslag af en Als-Fyn-bro op i luften.

I tirsdags var han til møde i Borgmesterforum i Odense, som tæller de ti fynske kommuner, og her besluttede borgmestrene i enighed, at de først vil tage stilling til, om Als-Fyn-projektet skal højere op på den fælles liste over vigtige infrastrukturprojekter efter det kommende folketingsvalg.

- Men hvis det er den slags modeller for finansiering, som skal realisere Als-Fyn, bliver det ikke med min opbakning. Den kanin, som Sønderborgs borgmester trak op af hatten i aftes (torsdag aften, red.), skal puttes ned i hatten igen. Vi har arbejdet i mange år på at få taksterne ned på Storebælt, og nu går det den rigtige vej.  Men taksterne skal endnu længere ned, og Storebæltsbroen skal bestemt ikke være malkemaskine for andre vejprojekter, heller ikke en bro til Als, siger Kenneth Muhs.

Erik Lauritzen er medlem af Als-Fyn Komiteen, som spiller en central rolle i arbejdet for en fast forbindelse mellem Als og Fyn.

Artiklen opdateret kl 13.40 med tilføjelsen "....hvis regeringen fastholder, at man ikke vil sænke taksterne på Storebælt".

Oversigt

    Oversigt