Borgmester fortrød vaccine: Nu vil hans kommunaldirektør ikke fortælle, om han også fik den

Middelfarts borgmester er den eneste fynske borgmester, der er blevet vaccineret. Hans kommunaldirektør vil ikke oplyse, om han også er.

Ingen af borgmestrene eller kommunaldirektørerne i ni af de fynske kommuner er blevet vaccineret for corona-virus.

Det fastslår de i en rundspørge, som TV 2 Fyn har lavet i samtlige kommuner på Fyn, efter Fyens.dk i lørdags kunne afsløre, at Middelfarts borgmester Johannes Lundfryd Jensen (S) nytårsaftensdag blev vaccineret mod coronavirus.

Mens han overværede vaccinationen af kommunens allerførste plejehjemsbeboere, blev Johannes Lundsfryd Jensen tilbudt en vaccine, som var i overskud. På det tidspunkt havde borgmesteren optrådt på en liste over personer med samfundskritiske funktioner, og derfor vurderede man ham som en relevant person at vaccinere.

Siden fandt man ud af, at det var en fejl, at borgmesterens navn stod på listen. Og Johannes Lundfryd Jensen gik på Facebook for at beklage sin "dårlige dømmekraft".

Samtlige borgmestre og kommunaldirektører fra de fynske kommuner har svaret på, om de er vaccineret. Bortset fra en enkelt. Det er Willy Feddersen, som er kommunaldirektør - også i Middelfart Kommune.

Det har vi spurgt 10 borgmestre og 10 kommunaldirektører om

Vi har spurgt Willy Feddersen, der har været kommunaldirektør i Middelfart Kommune siden 1. december 2019, om han også er vaccineret for coronavirus ligesom hans borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

Men det har Willy Feddersen ikke ønsket svare på. I en mail til TV 2 Fyn skriver han:

- Spørgsmål om vaccination kan vi ikke svare på, da der er tale om et privat helbredsanliggende mellem den vaccinerende myndighed/regionen og den enkelte borger.

Jeg ved, det er et privat anliggende. Men jeg har som sagt spurgt samtlige borgmestre og kommunaldirektører, og alle vil gerne oplyse det. Så du kunne jo også vælge frivilligt at sige det?

- Som jeg skrev til dig i går, så kan jeg ikke besvare spørgsmål om vaccination, da der er tale om et privat helbredsanliggende mellem den vaccinerende myndighed/regionen og den enkelte borger, skriver Willy Feddersen i en ny mail.

- Hvis han er vaccineret, så sig det da for fanden

På gaden i Middelfart synes flere, at kommunaldirektøren mistænkeliggør sig selv ved ikke at svare.

- Jeg tænker da også, han selv har fået den, men ikke vil sige det. Jeg synes da bare, han skal sige det. Det er da fjollet andet. Det er da endnu mere mistænkeligt, at man ikke vil svare på det. Han kan jo ikke ændre på det, hvis han har fået den, siger Mie Kusk Bertelsen fra Middelfart. 

quote Hvis han er vaccineret, så sig det da for fanden. Hvorfor gå og gemme det? Det giver ingen mening

Bent Eckhardt, Asperup

- Det er mærkeligt, han ikke vil svare. Der bør ikke være noget hemmelighedskræmmeri i det, siger Finn Tønnesen fra Gamborg.

Han og andre kræver nu et klart svar fra direktøren:

- Der gælder regler for os alle sammen, og så er der ingen grund til at gå og putte med det. Der er ikke noget privat i, om man er vaccineret eller ej, det er da et helt åbent spørgsmål. Det må være, fordi han har fået den, og han ikke er berettiget til det endnu, siger Finn Tønnesen.

Det samme siger Bent Eckhardt fra Asperup:

- Hvis han er vaccineret, så sig det da for fanden. Hvorfor gå og gemme det? Det giver ingen mening, siger han. 

De slår fast, at de ikke er vaccineret:​​​​

Liste med prioriterede personer

Venstre har bedt forvaltningen i Middelfart Kommune svare på, om der findes en liste over prioriterede personer, der kunne ringes til i tilfælde af, at der var overskudsvacciner, og hvem der i givet fald har stået på den. En liste som kommunen tidligere har bekræftet eksisterede.

- Vi vil helst have, at de lister og det arbejde, kommunen udfører, er helt efter bogen, og at der ikke er noget at skjule. At det er de rigtige mennesker, der kommer i første række til en vaccine, siger Venstres gruppeformand i Middelfart Regitze Tilma.

Men de er ikke blevet meget klogere, efter at have læst kommunens svar.

- Vi er ikke kommet tættere på, hvem der har stået på listerne udover de prioriterede sundhedsmedarbejdere og frontmedarbejdere. Men vi har ikke kunnet få bekræftet, om der har været en liste over byrådsmedlemmer eller andre, der har stået på listen, fordi man ikke oplyser private, helbredsmæssige oplysninger. Så det ved vi faktisk ikke, siger hun.

Regitze Tilma fortæller, at hun heller ikke i kommunens svar er blevet klogere på, om Johannes Lundsfryd Jensen stod på nogen liste.

- Der har været lidt forskellige forklaringer på, om han blev ringet til, eller om han var der tilfældigt.

Vil ikke stille op

TV 2 Fyn har nu i tre dage forsøgt at få svar fra Willy Feddersen på spørgsmålet, om han - ligesom hans borgmester Johannes Lundsfryd Jensen - også er vaccineret for corona. Og om hans og borgmesterens navne har stået på en liste over prioriterede personer. Vi har forsøgt at ringe til Willy Feddersen for at få et interview, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser - udover de to svar på mail.

På mail afviser han desuden, at der skulle have fandtes en prioritetsliste på det tidspunkt, hvor Johannes Lundsfryd Jensen fik sit første skud første vaccine:

- I forbindelse med de første vaccinationer omkring årsskiftet konstaterede vi sammen med de praktiserende læger og regionen, at hætteglassene indeholdt flere end de forudsatte fem doser vaccine. Nogen gange seks og syv doser. Vores sundhedsberedskab har på den baggrund indført ringelister indeholdende relevant frontpersonale i tilfælde af, at der er vacciner i overskud, skriver Willy Feddersen og tilføjer:

- Der findes ikke en ringeliste i forbindelse med de første vaccinationer, herunder den i avisen omtalte vaccination nytårsaftendag, så det må bero på en misforståelse. Det var netop den oplevelse, at der var vacciner i overskud ved disse vaccinationer, der gjorde, at vores sundhedsberedskab indførte ringelister indeholdende relevant frontpersonale, skriver han videre.

Middelfart Kommune vurderer, at omkring 90 procent af medarbejderne på ældre- og sundhedsområdet er blevet vaccineret. I de kommende uger kommer turen til beboerne og medarbejderne på kommunens bosteder.

Oversigt

    Oversigt