Borgmester undrer sig: - Nye håndtryksregler er galimatias

Regeringens stramning af håndtryksreglerne for nye danske statsborger bliver kaldt ren galimatias af Kertemindes borgmester.

Kertemindes socialdemokratiske borgmester, Kasper Ejsing Olesen, lægger ikke fingre imellem, når han skal forholde sig til regeringens nye stramning af håndtryksreglerne for nye danske statsborgere.

- Det er galimatias, siger Kasper Ejsing Olesen til TV 2 Fyn.

Kertemindes borgmester tilslutter sig dermed kritikken fra andre socialdemokratiske borgmestre af regeringens forslag om at stramme reglerne for håndtryk. 

I søndags skrev Jyllands-Posten, at regeringen sammen V, K, og LA er blevet enige om at stramme reglerne for håndtryk i forbindelse med tildeling af statsborgerskab. 

I dag er reglerne sådan, at nye statsborgere skal trykke en repræsentant for kommunen i hånden, men i fremtiden bliver reglerne strammet, så det fremover skal være borgmesteren eller en rådmand, der trykker hænder med de kommende statsborgere. 

- Jeg synes helt grundlæggende, at grundlovsceremonierne er rigtig gode, og det er fint med håndtrykket, men det er fløjtende ligegyldigt, om det er borgmesteren eller en anden der giver håndtrykket, som er et symbol på respekten for det andet menneske, siger Kasper Ejsing Olesen.

Kertemindes socialdemokratiske borgmester, Kasper Ejsing Olesen, er ikke imponeret over de nye håndtryksregler, som hans eget parti har indført.
Kertemindes socialdemokratiske borgmester, Kasper Ejsing Olesen, er ikke imponeret over de nye håndtryksregler, som hans eget parti har indført.
Foto: Ole Holbech

Undrer sig over regeringen

Også Ærøs ligeledes socialdemokratiske borgmester, Ole Wej Petersen, undrer sig over, at regeringen nu strammer loven. Han forstår ikke, at regeringen har behov for at stramme loven, så det fremover skal være en borgmester eller rådmand, der giver håndtrykket. 

På Ærø vil det dog ikke give anledning til ændringer. 

- Jeg har selv stået for håndtrykket her på Ærø, så det får ingen betydning for os. Personligt synes jeg dog, at der er tale om symbollovgivning, men som borgmester retter jeg mig selvfølgelig efter de love og regler, som bliver vedtaget af regering og folketing, siger Ole Wej Petersen..

Det mener de socialdemokratiske, fynske borgmestre om stramningen af håndtryksreglerne

Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel mener ikke, at det nye forslag vil ændre meget på grundlovsceremonierne. 

- Som jeg umiddelbart fortolker den seneste aftale, så ændrer den ikke på de regler de store kommuner skal afvikle grundlovsceremonier ud fra. Derfor vil jeg ikke gå ind i sagen, siger Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense.  

Mange mærkelige regler i forvejen

Hans Stavnsager der er socialdemokratisk borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, har det fint med, at reglerne bliver ændret. 

- Det har jeg ingen problemer med. Det er i forvejen mig, der giver hånd ved ceremonierne.  Jeg synes, at man skal gøre det ordentligt, og når nu man vælger at lægge vægt på, at der skal gives et håndtryk, synes jeg det er fint, at det er borgmesteren, siger Hans Stavnsager. 

Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd (S) har en pragmatisk tilgang til, at regeringen nu vil stramme reglerne. 

- Der bliver lavet så mange mærkelige love og regler, så selv om der kommer en opstramning om, at det skal være borgmesteren får det ingen betydning for os. Jeg er ret pragmatisk anlagt, siger borgmesteren.

På Sydfyn var Svendborgs borgmester, Bo Hansen (S), tidligere i mod reglerne om håndtryk, men nu hvor reglerne har virket i noget tid, synes han, at de virker fint. 

- Jeg syntes, at det var pjattet, da man i sin tid vedtog loven. Men nu har det kørt et stykke tid, og det er en meget fin ceremoni, som kun bliver lidt mere højtidelig af, at borgmesteren skal stå for at give hånden. Så jeg har ingen problemer med, at man skærper reglerne, men af praktiske årsager kunne man godt åbne for, at også udvalgsformænd får lov at give hånd ved ceremonierne, siger Bo Hansen.

Kritik fra flere steder i landet

Udover modstanden fra flere af de fynske borgmestre, så har også Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen og Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen udtrykt kritik af regeringens planer om at stramme håndtryksreglerne. 

Det var den tidligere regeringen med integrationsminister Inger Støjberg (V), der stod bag indførslen af reglerne om, at nye statsborgere skal give hånd til en repræsentant for kommunen. Reglerne blev indført i 2018.