Borgmestre presser på: Udligningsreform kan ikke vente meget længere

En udligningsreform skal gerne være på plads, inden sommeren er på sit højeste. Ellers kan det knibe med, at "få taget hul på de skævheder der er", siger fynsk borgmester.

Forhandlingerne om udligningsreformen er forsinkede og kører på lavt blus på grund af coronakrisen. 

Men nu skal der sættes gang i forhandlingerne igen, mener flere fynske borgmestre.

- Det hele er sådan set lagt tilrette, det er regnet igennem, og det er klar til at blive forhandlet færdigt. Og det forventer vi bliver her omkring påske eller kort efter.

- Det skal det også, fordi det skal være klar omkring 1. juli. Og så kan man lægge budget i efteråret, så det kan have indvirkning fra 2021, siger Søren Steen Andersen (V), borgmester i Assens Kommune.

Han mener ikke, at coronakrisen skal stoppe forhandlingerne.

- Det her handler ikke om flere penge, det handler om omfordeling af pengene mellem kommuner. En omfordeling, som alle har erkendt er nødt til at komme i en eller anden udstrækning. Det er vi enige om.

- Og det er uafhængigt af, hvor mange penge der totalt set er i samfundet, siger borgmesteren.

Luft på Christiansborg

Nogenlunde samme meldinger kommer fra Middelfart Kommunes borgmester Johannes Lundsfryd (S):

- Jeg håber at lige så snart der bliver luft i kalenderne på Christiansborg, at forhandlingerne vil blive genoptaget, så vi kan få en udligningsreform.

- Og det skal vi have fordi det skaber muligheder i hele Danmark at levere velfærd til borgerne.

- Det er vigtigt at reformen er gennemført inden forhandlingerne mellem regering og kommunernes landsforening begynder om økonomien for 2021.

- Der kan udligningsreformen være grundlaget for forhandlingerne, så vi allerede fra næste år kan få taget hul på de skævheder der er, siger Johannes Lundsfryd og tilføjer:

- Selvfølgelig skal vi have nogenlunde lige muligheder for at levere i Danmark. 

Aftale på vej

Selv om utålmodigheden presser sig på i en række fynske kommuner, er løbet dog ikke kørt for en aftale.

Det vurderer TV 2/Fyns politiske kommentator Jesper Buch.

Han forventer som Søren Steen Andersen, at der i løbet af april og senest i begyndelsen af maj vil blive indgået et forlig.

- Man skal bemærke, at regeringen trods flere ugers corona-krise endnu ikke har aflyst forhandlingerne. Det tolker jeg som et udtryk for, at der stadig er en forventning om, at der kan laves en aftale, siger Jesper Buch.

Han vurderer at en aftale skal på plads i dette forår, hvis reformen skal virke fra 1. januar næste år. Ellers er det for sent.

- Herefter bevæger vi os ind i et kommunalt valgår. Ingen jeg taler med, som har kendskab til processen tror på, at regeringen eller de partier, som skal bære aftalen hjem, vil være interesserede i at gøre sig uvenner med en stor del af landets kommuner.

Mulighed for bredt forlig

Chefredaktør Arne Ullum fra nichemediet NB-Økonomi, som følger forhandlingerne tæt, siger torsdag til TV 2/Fyn, at han tror på en aftale medio april eller allersenest i begyndelsen af maj.

- Det er overvejende sandsynligt, at regeringen, Venstre og De Radikale indgår en aftale om kommunal udligning, som SF og muligvis Dansk Folkeparti vil tilslutte sig mod at få mindre indrømmelser, siger chefredaktøren og fortsætter:

- Forhandlingerne er ikke stoppet, men der sker stort set ikke noget, fordi især Finansministeriet er så optaget af coronakrisen. Det er stadig min klare overbevisning, at mest peger på en aftale, men jeg forventer den ikke før medio eller ultimo april. Faktisk kan det også trække helt ind omkring 5.-6. maj. 

- Men det er klart, at vi nærmer os et punkt, hvor de må lave nogle nødlapper på systemet, hvis ikke der kommer et forlig. Det som taler for (en aftale, red.) er tidspresset. Det som taler imod er, at det så vil skabe endnu mere støj, siger Arne Ullum.

Corona-pandemien har skubbet de fleste andre politiske dagsordener i baggrunden. Men flere fynske borgmestre kræver nu, at forhandlingerne om en ny udligningsreform kommer i gang igen.

Oversigt

    Oversigt