Børn af alkoholiserede forældre: 2.976 i terapi

Tuba hjælper hvert år op mod 3.000 unge, der er vokset op med forældre, der drikker. I år fylder organisationen 20 år.

Sårene er dybe hos børn og unge, hvis forældre drikker. Ikke alle er synlige, men alle er de alvorlige.

Unge børn af alkohol- og stofmisbrugere lider ofte af angst, lavt selvværd og depression. Mange lider af posttraumatisk stress.

I 2016 var 2.976 unge i terapi hos Tuba (Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere). Her behandles de usynlige ar.

Behandlingen virker. Det viser de nyeste tal fra Tuba. Hele 96 procent svarer, at de i høj grad eller nogen grad fik den hjælp fra Tuba, de havde brug for. 

En af dem, der har haft stor glæde af Tuba, er Simone.

Simone flyttede som 20-årig hjemmefra og blev indhentet af en turbulent tid i barndomshjemmet. Dengang drak hendes far.

- Jeg tror altid, han har drukket. Det er ikke noget, man husker med glæde. Jeg har haft en god barndom med to forældre, der gjorde meget for mig. Men man vokser op med en vis usikkerhed, når man aldrig ved, hvornår humøret skifter og aftaler brydes, fortæller Simone.

quote Det er naturligt for et barn at påtage sig skylden og sige, at det er min skyld. Jeg ved godt, min far ikke har drukket for at skade mig, men fordi han selv har problemer

Simone

Simone ønsker at være delvist anonym, men TV 2/FYN er bekendt med hendes efternavn.

Hun har ikke lyst til at åbne døren til barndomshjemmet og lukke os helt ind. Hun lader dog døren stå på klem og giver os lov til at kigge ind.

- Det er naturligt for et barn at påtage sig skylden og sige, at det er min skyld. Jeg ved godt, min far ikke har drukket for at skade mig, men fordi han selv har problemer. Man vil gerne have en, man kan pege fingre af, men sådan er det bare ikke, når ens forældre drikker, fortæller Simone.

Derfor har hun svært ved at fortælle om årene i barndomshjemmet. 

40 procent af alle unge i Tuba taler for første gang om deres opvækst, når de sidder foran en psykolog eller terapeut fra organisationen. Nogle bærer rundt på deres skjulte barndom i ti år eller mere, før de afslører deres hemmelighed; at mor eller far drikker eller tager stoffer. 

Ti måneders terapi

Usikkerheden og uvisheden, der fyldte i barndommen, tog Simone med sig, da hun flyttede fra forældrene.

- Det var tydeligt, da jeg fik min første kæreste, at der var mange følelser, jeg ikke forstod. De virkede større, end de burde være, fortæller hun

- Det kunne slå mig helt ud, hvis han kom to minutter for sent hjem. Jeg stolede ikke på ham, og samtidig havde jeg dårlig samvittighed. 

Tre år efter, at Simone pakkede flyttekasserne, begyndte hun i Tuba. Hun gik i gruppeterapi om aftenen. Tre timer hver anden uge i ti måneder.

- Da fandt jeg ud af, at mine følelser og reaktioner hang sammen med, at min far drak. Alle mine følelser blev bekræftet, fordi andre i Tuba kunne relatere til dem, siger Simone. 

Hvert år modtager Tuba i Odense en halv million kroner af Odense Kommune til fortsat at tilbyde terapi til unge af alkoholiserede forældre.

I år fejrer den selvejende organisation 20 års jubilæum. Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) mener, at en studieby som Odense har en særlig forpligtelse til at pleje organisationer som Tuba. 

- Odense er en stor studieby med mange unge indbyggere, og derfor er det vigtigt, at vi har et godt tilbud også til den her gruppe af udsatte unge. Det er mit indtryk, at Tuba gør en stor forskel for de unge, der kæmper med følgerne af at vokse op i alkoholiserede hjem, siger Peter Rahbæk Juel.

Simone giver ham ret. 

- Tuba har lært mig at sætte ord på følelserne og turde stå ved dem. Jeg føler mig ikke ensom i det længere. Nogle gange kan man tænke, at det er der ingen i verden, der forstår, men det er der, forsikrer hun. 

- Jeg har lært at genkende følelserne, jeg ikke før kunne forstå. Før vidste jeg ikke, hvorfor jeg blev vred, det forstår jeg nu. Jeg har lært, at dårlig samvittighed ikke skal fylde, fordi det ikke er min skyld, fortæller hun.

Ifølge Tuba har 91 procent af de unge i terapi fået et forbedret forhold til sig selv, og lige så mange er blevet bedre til at håndtere egne problemer.

På Fyn findes Tuba i Svendborg og Odense.

Oversigt

    Oversigt