Bortført 3-årig hentet hjem

Medarbejdere fra Odense Kommune har hentet en treårig dreng hjem fra Sudan, der var blevet bortført af sin far.

Drengen blev i juni bortført fra Odense af sin 39-årige far, der har sudanske rødder.

Og selv om faren i midten af juli blev varetægtsfængslet ved byretten, har han nægtet at samarbejde med myndighederne for at få drengen tilbage til Danmark, skriver Fyens Stiftstidende.

Han har endda sultestrejket under sin varetægtsfængsling for at protestere mod fængslingen.

Familie hjalp

Alligevel lykkedes det myndighederne at spore drengen til farens søster i byen Bor i det sydlige Sudan, blandt andet fordi en del af den øvrige familie hjalp med at finde frem til barnet.

I Sudan fik medarbejderne fra Odense Kommune hjælp fra danske
ambassadefolk, og efter intense forhandlinger blev først drengens papirer i form af sygesikringsbevis og pas udleveret, og få dage efter lykkedes det også at få drengen udleveret.

I sidste uge kunne han så igen sætte foden på dansk jord og efter tre måneders fravær genforenes med sin mor, der også bor i Odense.

Påvirkede strafudmålingen

Det faktum, at drengen er hjemme igen, smittede til en hvis grad af på den straf, som byretsdommer B.M. Mersing i Odense mandag udmålte for den 39-årige far.

Halvandet års fængsel takserede retten bortførelsen til.

Det er knap et halvt år mindre end normal retspraksis, og efter en
kort samtale med sin forsvarer accepterede faren dommen.

Han er ligesom sønnen dansk statsborger.

Oversigt

    Oversigt