Bortvist for at tænde smøg

En 58-årig mand er efter 31 års ansættelse blevet bortvist af sin arbejdsplads, fordi han tændte en cigaret på det forkerte sted. Nu har han stævnet virksomheden og kræver over en halv million kroner i godtgørelse.

58-årige Svend Jørgensen fra Fyn var indtil november sidste år ansat på fødevarevirksomheden Orana i Rynkeby. Men en dag, da produktionen var sat i bero og han var alene i en lagerhal, tændte Svend Jørgensen en cigaret.

Det endte med at koste ham jobbet. For virksomheden har rygeforbud, og pludselig kom chefen rundt om hjørnet. Hun beordrede Svend Jørgensen med hen på et kontor og bad ham pakke sine ting og forsvinde omgående.

Få måneder forinden havde Rynkeby-firmaet ændret en formulering i personalehåndbogen, som betød, at rygning ikke længere udløser en advarsel, men en direkte bortvisning.

- Jeg synes ikke, det er rimeligt at stramme reglerne så meget uden at fortælle det til de ansatte. Havde jeg vidst, at rygning nu udløste en bortvisning, havde jeg jo ikke tændt den smøg. Jeg forstår godt, at der skal være en konsekvens men er rystet over, at den var så hård, siger Svend Jørgensen.

På vegne af den 58-årige lagermand har hans fag-organisation, Frie Funktionærer, stævnet Orana A/S med krav om 501.000 kroner for tabt løn og pension.

Oversigt

    Oversigt