Bramsen på barrikaderne - Bonnesen blev i Broby

Partifarven afgør, hvad politikerne bruger 1. maj på. Venstres Erling Bonnesen brugte dagen på at slå græs, mens socialdemokraten Trine Bramsen holdt taler blandt partifæller og røde faner.

Venstres Erling Bonnesen begyndte 1. maj med en cykeltur, og da TV 2/Fyn ankommer midt på formiddagen, byder han velkommen i stramt cykeltøj.

1. maj er traditionelt dagen, hvor borgerlige overlader scenen og sangene om de undertrykte arbejdere i byerne og den fattige almue på landet til det røde Danmark. 

- Jeg har lige været ude og cykle, og nu har jeg en række praktiske gøremål.  Græsset skal slåes, det lille havebassin skal spules, og så bliver der forhåbentlig også tid til at føre lidt valgkamp i eftermiddag, siger folketingspolitikeren.

- Dagen er for mig et lille pusterum, hvor jeg lige får tid til frisk luft og få nogle ting fra hånden.

quote Dagen er for mig et lille pusterum, hvor jeg lige får tid til frisk luft og få nogle ting fra hånden.

Erling Bonnesen, MF, Venstre

På cykel fra tale til tale

Socialdemokraten Trine Bramsen sidder også på cyklen 1. maj. Cyklen bruger hun til at transportere sig mellem de fem steder i Odense, hvor hun skal deltage i 1. maj-arrangementer. Dagen starter sammen partifæller i Seniorhuset, hvor dagens tale bliver holdt første gang.

- Man kalder det juleaften for socialdemokrater og fagbevægelsen. Det er en højtidelig dag, og når man sidder og skriver sin tale og synger "Når jeg ser et rødt flag smælde", så tænker man tilbage på alt det arbejde, som de mennesker, der kom før en, har lagt i bevægelsen og i visionerne, så på den måde er det en historisk dag, siger Trine Bramsen, mens hun sidder på cyklen på vej til dagens andet 1. maj-arrangement.

Selvom Erling Bonnesen ikke er til 1. maj, så emmer parcelhuset fra midten af 70'erne i Broby alligevel af politik. Garagen ved siden af huset er fyldt med valgplakater, som blot venter på, at statsministeren trykker på den berømte valgknap. 

- Da jeg forlod Christiansborg i går, var der en socialdemokrat, som drillende spurgte, om jeg havde skrevet min tale til 1. maj. Jeg sagde, at det var unødvendigt, fordi den slags taler som regel kun består af et enkelt ord. SKÅÅL!

Vi er taget på lynvisit hos Venstremanden for at høre, hvad arbejdernes kampdag betyder for ham. 

- De røde gør det jo på deres måde. På blå side er vi jo også en del af velfærdssamfundets byggere. Jeg er da stolt af, at Venstre var med i den første socialreform i Danmark, siger Erling Bonnesen og henviser til Kanslergadeforliget i 1933, som var et kompromis mellem Socialdemokratiet, Radikale og Venstre. 

- Jeg synes, at det er fint, at Arbejderbevægelsen fejrer de bedrifter, der er værd at fejre. Men de røde kan ikke tage patent på velfærdsssamfundet. Vi har haft skiftende regeringer i mange år, og de har i fællesskab opbyggget det samfund, vi har i dag. Velfærdssamfundet er fælles gods, siger Erling Bonnesen.

Samme tale fire gange

For Trine Bramsen er 1. maj en vigtig dag. Og i år er den særligt vigtig, fordi kampdagen falder på et tidspunkt, hvor valgkampen er i fuld gang, selv om valget ikke er udskrevet. Bramsens 1. maj-tale handler blandt andet om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, noget hun mener bliver et vigtigt tema i den kommende valgkamp.

- Jeg synes, vi har de bedste svar, og vi er ude blandt dem, som det handler om. Senest så jeg, at finansministeren sagde, at så kan det være, at en bibliotekar vil skifte i de sidste år af sit arbejdsliv til at blive brolægger for at få ret til en tidligere pension. Det er der ingen, der tror på, og det er at latterliggøre hele debatten, siger Trine Bramsen. 

I løbet af dagen skal hun holde sin tale fire gange. Trine Bramsen skal tale hos socialdemokraterne, 3F, Pædagogmedhjælpernes Forbund og hos Dansk Metal. Det er stort set den samme tale, hun bruger alle steder, men enkelte afsnit bliver rettet til, så de passer til modtagerne.

quote Når man sidder og skriver sin tale eller synger "Når jeg ser et rødt flag smælde", så tænker man tilbage på alt det arbejde, som de mennesker der kom før en, har lagt.

Trine Bramsen, MF, Socialdemokratiet

- Det er næsten den samme tale, men der er nogle passager, der bliver lavet om. Ellers ville det være for mange taler at skulle nå at lave til sådan en dag. Men budskabet er jo også det samme, siger Trine Bramsen. 

Bonnesen bliver i Broby

Selvom de røde faner er foldet ud mange steder på Fyn, så har venstremanden Erling Bonnesen ikke tænkt sig at møde op til nogle af de mange 1. maj demonstrationer. 

- Det er jo arbejderbevægelsens festdag. Den skal de have lov at fejre, siger Bonnesen og begiver sig i gang med dagens mange små praktiske gøremål omkring parcelhuset. 

I Odense holder Trine Bramsen sin tale for fjerde og sidste gang foran flere hundrede medlemmer fra Dansk Metal. Foran Metals bygning gjalder "Internationale" og "Danmark for folket", som Lindø Concert Band spiller med både blæsere og trommer. Trine Bramsen begynder allerede i april at tænke over, hvad budskaberne i 1. maj-talen skal være. 

- Det betyder da noget at få lov til at komme ud og sige noget, når man er politiker. Jeg kan se, at de steder, jeg bliver inviteret hen nu, er nogle andre steder, end da jeg startede. 

Trine Bramsens tale glider ned i kombination med røde pølser og kolde fadøl inden turen går til Kongens Have, hvor fagbevægelsen og partierne har arrangeret fælles 1. maj.

Sammen med sin partiformand, Mette Frederiksen, går hun med hornorkester og røde faner under stor medieopmærksomhed ind i Kongens Have, hvor Mette Frederiksen skal holde sin tale. Flere af formandens budskaber er de samme, som Trine Bramsen kom med i sin tale.

- Det er lidt rart at høre, at formanden også siger noget af det samme, som jeg gjorde i min tale, konstaterer Trine Bramsen, efter at Mette Frederiksen har holdt sin tale i Kongens Have i Odense.

Der er stor forskel på, hvad rød og blå blok bruger tiden på 1. maj.

Oversigt

    Oversigt