Branche fyrer 200 på Fyn: - Det blev lidt med et smil på læben kaldt Black Friday

Det ser sort ud for restaurationer, hoteller og konferencecentre efter forsamlingsforbuddet endnu en gang blev sænket, siger Horesta-formand. Han opfordrer derfor virksomheder til at sende medarbejdere ud at spise.

Regeringen præsenterede lørdag et nyt varslingssystem i forhold til corona. Det skal gøre det lettere for både borgere, myndigheder og virksomheder at manøvrere i nye restriktioner.

Men for hotelbranchen er det ved at være for sent, mener formanden for brancheorganisationen Horesta i Syddanmark, Sten Slot.

- De fleste har skåret helt ind til benet, så der er ikke mere fedt på benet nu, siger han.

Efter forsamlingsforbuddet i denne her uge blev sat ned til ti personer, har flere fynske hoteller igen været nødsaget til at afskedige folk. Omkring et par hundrede ifølge branchen selv.

quote Jeg vil opfordre virksomheder til at give deres medarbejdere et gavekort, så de kan gå ud og bruge restauranterne og støtte lokalt

Sten Slot, formand for Horeste i Region Syddanmark

Derfor blev fredagen endnu en grå en af slagsen for mange medarbejdere - blandt andet på Hotel Svendborg.

- Konferencemarkedet indtil jul er overstået, så derfor måtte branchen rydde op i går og forsvare sin bundlinje. Det blev lidt med et smil på læben kaldt Black Friday - så røg der cirka 200 mand på Fyn på de store hoteller og konferencecentre, siger direktør Tom Pelle Jensen.

Ikke nok med hjælpepakker

Tirsdag aften indgik regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier en aftale, der forlænger hjælpepakkerne frem til 31. januar 2021.

Men det kan ikke alene redde branchen, mener direktør på Hotel Nyborg Strand Jan Grimstrup.

- Jeg har gået i tre og en halv måned og ventet på lovteksten på den hjælpepakke, der kom i sommer. Vi ved ikke, om vi er købt eller solgt. Vi ved ikke, hvad vi kigger ind i, så længe der ikke er en lovtekst, siger han.

Horesta-formanden mener heller ikke, at hjælpepakkerne er tilstrækkelige.

- Man vil jo ikke give lønkompensation. Det havde vi ellers håbet på. Det er virkelig hårdt for virksomhederne, og man kunne måske lege med den tanke, at man lagde nogle af dem i dvale ved at hjælpe dem med de faste omkostninger, så de kan komme gennem krisen, siger han.

Et lys i mørket

I Svendborg ærgrer man sig over, at netop deres branche er så hårdt ramt.

- Regeringen har valgt, at det er uddannelsesinstitutionerne, der skal være åbne, og vi skulle lukke ned. Velvidende at det ser ud til, at det er uddannelsesinstitutionerne, der smitter, og vi har ikke gjort det, siger Tom Pelle Jensen.

Men midt i mørket, er der et lille lys. For noget af det, der også er aflyst, er de tyske julemarkeder, som mange danskere hvert år tager til.

- I stedet kommer de til købstæderne, hygger sig, går ud og shopper og spiser på restaurant. Det gør, at der er aktivitet. Så selvfølgelig er der et andet marked, og det er det, vi skal tilpasse os, siger dirktøren på Hotel Svendborg.

Sten Slot har også et forslag til de virksomheder, der har aflyst årets julefrokost:

- Jeg vil opfordre virksomheder til at give deres medarbejdere et gavekort, så de kan gå ud og bruge restauranterne og støtte lokalt. Det er der virkelig behov for.

Efter forsamlingsforbuddet i den her uge blev sat ned til ti, så har flere fynske hoteller igen måtte afskedige folk her op til weekenden.

Oversigt

    Oversigt