Brand i etageejendom: Opgang evakueret

Politiet måtte torsdag nat evakuere en opgang i Fyrreparken i Vollsmose, efter der opstod brand i et kælderrum. En person blev sendt til observation for røgforgiftning. Branden kan være påsat.

Politiet fik lidt før klokken 2.00 meldingen om, at der var kraftig røg fra Fyrreparken 98 i Vollsmose.

- Da vi kommer frem, er der en meget kraftig røgudvikling, og vi kan se, at det stammer fra et kælderrum. Det er så kraftigt, at vi bliver nødt til at evakuere de tre etager, der er i ejendommen, siger Kim Munksgaard, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Efter en halv time til tre kvarter kunne beboerne igen gå tilbage til deres lejligheder.

- Der er noget, der tyder på, at branden er påsat. I hvert fald er der ikke noget, der kan brænde af sig selv i kælderrummet, siger Kim Munksgaard.

Der har på det seneste været en række brande forskellige steder i Odense.

- Vi oplever også løbende brande i det her område - i Bøgeparken, Granparken osv., men det er ikke lige umiddelbart til at se en sammenhæng med de andre brande, der er i øjeblikket, siger Kim Munksgaard.

Teknikere skal nu undersøge stedet lidt nærmere.

Oversigt

    Oversigt