Brand i rideklub måske påsat

Der udbrød søndag aften brand i en rideklub ved Odense. Branden kommer kun en uge efter, at et skur på ridebanen ligeledes brændte.

Brandteknikere fra Fyns Politi undersøger, om en brand på
Dalumgård Rideklub ved Odense er påsat, oplyser vagtchefen ved
Fyns Politi til Ritzau.

Branden blev anmeldt søndag klokken 20.29 og opstod i nogle
tagoverdækkede halmballer, som befandt sig mellem de tre længer,
der udgør ridecentret. Brandfolkene måtte ud over at sprøjte vand på ballerne også oversprøjte gårdens bygninger for at holde dem nedkølede og undgå, at de skulle antændes af strålevarme, oplyser vagtchefen.

- Det kunne godt være blevet en rigtig grim ting, det her, siger vagtchefen.

Han vil ikke udelukke, at der kan være tale om en påsat brand, men det kan hverken be- eller afkræftes, før brandteknikerne har
undersøgt arnestedet grundigt.

- Men i sidste uge var der ild i et dommerskur på deres
ridebane, så det lugter da umiddelbart grimt, siger vagtchefen.

Oversigt

    Oversigt