Brandmistænkt tyv løsladt

De beviser, der kæder en indbrudstyv til en påsat brand, er ikke stærke nok til, at politiet kan kræve ham fængslet.

Fyns Politi løslod mandag en 33-årig mand, som fredag blev anholdt mistænkt for at have noget at gøre med fire påsatte brande i Svendborg natten i forvejen.

Manden er fortsat sigtet for brandstiftelse, men de beviser, der knytter ham til brandene, er ikke gode nok til at holde ham varetægtsfængslet, oplyser vicepolitikommissær Jack Liedecke, Fyns Politi.

Den 33-årige blev anholdt, fordi han passer til et signalement på brandstifteren, som et vidne har givet. Derfor blev han fredag varetægtsfængslet i tre døgn. Mandag besluttede politiet imidlertid, at beviserne ikke var stærke nok til at kræve fængslingen forlænget.

Manden er sigtet for et indbrud i en virksomhed i Møllergade i Svendborg, hvor der torsdag nat blev anrettet bål lige inden for døren.

Oversigt

    Oversigt