Brandstiftelse på skole

Ukendte gerningsmænd forsøgte natten til tirsdag at sætte ild til et klasselokale på Abildgårdsskolen i Odense. Kun manglende ilt i lokalet forhindrede at branden bredte sig til resten af skolen. Det er anden gang på få dage, at nogle sætter ild til skolen.

-

Ukendte gerningsmænd forsøgte natten til tirsdag at sætte ild til et klasselokale på Abildgårdsskolen i Odense. Kun manglende ilt i lokalet forhindrede at branden bredte sig til resten af skolen.

Det er anden gang på få dage, at der bliver sat ild til Abildgårdsskolen i Vollsmose. I lørdags blev der sat ild til nogle gardiner, men ilden blev slukket inden den nåede at udrette større skade.

\"Vi kan godt frygte, at disse episoder er inspireret af skolebranden i Århus. Vi har i hvert fald ingen andre forklaring på brandstiftelsen\", siger Allan Feldskou, skoleinspektør på Abildgårdskolen.

Lugt af røg
Branden tirsdag nat blev opdaget af nogle rengøringsfolk kl. 04.00. Ilden var antændt i samme lokale som i lørdags, men flammerne var gået ud på grund af iltmangel i klasselokalet eller fordi, der faldt loftsplader ned over bålet. Der var kraftig lugt af røg, og ilden havde udretttet betydelig skade i lokalet.

I lørdags kom gerningsmændene ind på skolen ved at kaste en genstand gennem et vindue, og natten til tirsdag har ildpåsætterne skaffet sig adgang ved at fjerne den midlertidige træplade foran det beskadigede vindue.

Politiet har ingen spor af gerningsmændene, men tror at det er de samme, der står bag begge brande. 

Oversigt

    Oversigt