Branson: Vigtigt at dele med de unge

Superiværksætteren Sir Richard Branson mener, det er vigtigt for folk med succes at dele deres erfaring og lærdom med de unge.

- Det er vigtigt for mig at forsøge at inspirerere og hjælpe unge igang, så de også har chancen for succes, sagde Sir Richard Branson på et pressemøde efter, at han havde besvaret spørgsmål foran mere end 3200 mennesker i Arena Fyn tirsdag eftermiddag.

Han, der har startet mere end 400 virksomheder, deler sin viden og lærdom med unge på sociale medier, hvor han har omkring 16 millioner følgere ialt.

- Samtidig er det utroligt spændende at få de unges feedback, sagde Branson.

Spurgt fra salen om uddannelse er en forudsætning for succes som iværksætter svarede Sir Richard Branson:

- Det er ikke en forudsætning, men eftersom de fleste iværksættere ikke får succes, er det godt at have en uddannelse at falde tilbage på.

Før han kom på scenen i Arena Fyn, var det Skype-udvikleren Morten Lund, som holdt oplæg.

Han talte blandt andet om det at turde kaste sig ud i det, man drømmer om, om at turde miste og ikke lade sig kue, selvom man får nogle slag over næsen, når man skiller sig ud.

Oversigt

    Oversigt