Brug søndagen på en gåtur: Gymnastikforening skaber fællesskab trods nedlukning

Selvom foreninger fortsat ikke må lave aktiviteter indendørs, så stopper det ikke Drigstrup Gymnastikforening i deres forsøg på at skabe sammenhold medlemmerne imellem.

Hvis man normalt går i en idræts- eller gymnastikforening, så har man for tiden ikke meget glæde af aktiviteterne. 

For at mindske smitte med coronavirus må foreninger nemlig slet ikke lave aktiviteter indendørs. Men den forhindring har ikke stoppet Drigstrup Gymnastikforening i at aktivere sine medlemmer. 

De opfordrer nemlig alle deres medlemmer til at bruge søndagen på en gåtur. 

- I denne tid, hvor restriktioner i høj grad former ens hverdag, så er rigtig mange af vores medlemmer derhjemme, og de er ikke lige så aktive, som de plejer at være. Og derfor opfordrer og motiverer vi og til, at man kommer ud at gå eller løbe med os i dag, siger Rikke Pode Madsen, der er formand i Drigstrup Gymnastikforening. 

Skaber sammenhold - hver for sig

Længden på søndagens gåtur må medlemmerne helt selv bestemme, og så er aktiviteten også spredt ud over hele dagen, så det nværende forsamlingsforbud på fem personer i det offentlige rum overholdes. 

- Man går bare turen fra sin egen hoveddør, så vi ikke har givet nogle anbefalede ruter eller steder, man skal gå, fortæller Rikke Pode Madsen.

I forbindelse med gåturen opfordres medlemmerne til at tælle deres skridt, så foreningen til sidst kan se hvor mange skridt de har gået til sammen. 

- Det er også en måde at skabe en smule sammenhold i foreningen. Det er faktisk en konkurrence, hvor man får mulighed for at vinde forskellige præmier, siger Rikke Pode Madsen og tilføjer: 

- Det er virkelig vigtigt for os at holde kontakten med vores medlemmer i en tid, hvor foreningsbranchen virkelig bløder. 

På ryggen have Rikke Pode Madsen sat et skilt, hvor der stod, at hun gik sammen med Drigstrup Gymnastikforening.
På ryggen have Rikke Pode Madsen sat et skilt, hvor der stod, at hun gik sammen med Drigstrup Gymnastikforening.
Foto: Mikkel Skov Svendsen