Build A Bear lukker for bamsebyggeriet

Så er det slut med bygge din egen bamse. Build A Bear med hovedsæde i Tommerup er gået konkurs og har ikke betalt løn til de ansatte.

Det kan snart være slut for små drenge og piger med at lave deres egne bamser med hemmeligt fyld hos Build A Bear.

Der er indgivet konkursbegæring for den danske del af bamsekæden, skriver Avisen.dk.

De ansatte har ikke fået løn - alligevel anbefaler ledelsen, at de ansatte går på arbejde, fordi ledelsen ligger i forhandlinger med en ny investor.

I Danmark har bamsekæden omkring 150 ansatte, og mange af dem, der arbejder med at give bamserne liv, er timelønnede studerende. Samlet ligger der otte Build A Bear i Danmark.

I brevet, som de ansatte har fået fra direktør Claus Nielsen, skriver han også, at man har indgivet konkursbegæring for det danske selskab BAB Scandinavia ApS.

Og på Build A Bears hjemmeside står der, at man har lukket for webshoppens telefon fra fredag, weekenden over og mandag med.

- Der er i den grad krise i detailhandlen. Det eneste område i detailhandlen, der går frem, er discount. Alle andre steder taber man markedsandele, siger Kim Jensen, faglig chef i HK/Handel, fagforeningen for en del af bamsemedarbejderne.

For at få lønnen for februar, er ansatte, der er medlem af en fagforening, blevet opfordret til at kontakte den. De andre har fået besked om at henvende sig til Lønmodtagernes Garantifond for at få deres løntab dækket.

Ifølge Avisen.dk har Jyske Bank garanteret de ansattes løn fredag, lørdag, søndag og mandag.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra direktør Claus Nielsen om årsagen til den manglende løn og konkursen, skriver Avisen.dk.

Oversigt

    Oversigt