Bulldogs i betalingsstandsning

Bestyrelsen og ledelsen i selskabet bag Odense Bulldogs i AL-Bank Ligaen oplyser i en pressemeddelelse fredag aften, at man har anmodet skifteretten om en betalingsstandsning, fordi selskabet ikke længere har økonomi til at fortsætte driften.

Det er ikke mindre end tre måneder siden, at selskabet stod i en tilsvarende situation, hvor der var usikkerhed om den fortsatte drift.

Her blev en omfattende handlingsplan sat i værk for at sikre selskabets og dermed eliteishockeyens overlevelse.

Planen er imidlertid efterfølgende skredet, hvilket har betydet, at situationen er opstået igen.
- Det er ærgerligt, trist og irriterende, at vi ikke kan få sammenhæng mellem indtægter og omkostninger, lyder det fra direktør Jørgen Bay-Kastrup i meddelelsen.

Ledelsen arbejder fortsat på at få økonomien til at hænge sammen. Jørgen Bay-Kastrup oplyser til TV2/Sporten, at klubben spiller næste uges kvartfinaler mod Nordsjælland Cobras - en klub, der paradoksalt nok også er i store økonomiske problemer.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt