Buschauffør bestjålet

Fynsk tyv stjal penge og rygsæk fra en bus, da buschaufføren forlod den ulåste bud for at gå i kiosken.

Det er ikke kun i Olsenbanden-film, at buschauffører bliver udsat for tyveri, når de forlader bussen. Også en fynsk buschauffør prøvede det her til aften.

Det skete, da han parkerede bussen for at købe ind i en kiosk på Brændekildevej i Odense. Den slags ærinder tager som bekendt ikke lang tid, og måske derfor undlod buschaufføren at låse bussen, mens han var i butikken.

Ærindet varede dog lige præcis længe nok til, at en tyv så sit snit til at smutte ind i bussen og tage et bundt pengesedler samt chaufførens private rygsæk, oplyser vagthavende ved Fyns Politi i Odense.

Tyven lod dog bussen stå.

Oversigt

    Oversigt