Buschauffør overfaldet: Passager ramt af flaske

En buschauffør blev sparket på benet, og en passager blev ramt af en flaske, da to yngre mænd fredag skabte postyr i en bus i Kerteminde.

En buschauffør blev fredag aften omkring klokken halv ni udsat for et overfald, mens han var på arbejde.

Chaufføren kørte rutekørsel og havde en kollega med sig i bussen.

Da bussen gjorde holdt på Hans Schacks Vej i Kerteminde, steg to yngre mænd ind. Den ene så sig tilsyneladende sur på buschaufførens kollega, som var med i bussen.

- Hvad glor du på, spurgte han pludseligt.

Ifølge politiets døgnrapport blev manden ved med at spørge chaufførens kollega, hvad han gloede på for at fremprovokere en reaktion. Efter noget tid blandede den tredje unge mand sig også.

Til sidst rejste chaufførens kollega sig og sagde, at han bare sad og så på sin telefon. 

De to unge mænds provokationer blev for meget for chaufføren, der rejste sig og gennede de to mænd ud af bussen og oplyste, at han ikke ville have ballade i bussen.

De to mænd reagerede kraftigt på chaufførens henstilling. Da de kom udenfor, sparkede den ene chaufføren over benet. Chaufførens kollega forsøgte at lukke dørene, men de to mænd tvang dem op, hvorefter den ene kastede en flaske efter chaufføren.

Han ramte dog i stedet en passager på armen, hvorefter det lykkedes at få lukket dørene og køre væk. 

Hvis man har oplysninger, der kan hjælpe med opklaringen, kan man kontakte Fyns Politi på telefon 114. 

Oversigt

    Oversigt