Bussen viser vej til stemmeboksen

Nu sættes også busserne ind i kampen for at hæve fynboernes stemmeprocent ved kommunalvalget 19. november.

"Tænk dig om før du ikke stemmer" hedder kampagnen som FynBus tiltræder. Det betyder, at fynboerne nu i bussen får at vide, hvor og hvornår de kan stemme.

Når man tager bussen fra f.eks. Faaborg til Odense Banegård, vil man frem til kommunal- og regionsvalget i november blive oplyst om, hvor man kan stemme, og at man allerede kan stemme fra i dag. FynBus vil nemlig på skærme i busserne og på Odense Banegård informere om alle de muligheder, man som fynbo har for at stemme til kommunal- og regionsvalget.

- Vi har valgt at indgå i dette samarbejde, fordi vi synes, det er en god sag, og fordi vi gerne vil være med til at hæve stemmeprocenten her på Fyn. Så da vi fik muligheden for at være med til at gøre en forskel, slog vi naturligvis til. Det, vi har gjort, er, at vi i alle regionalbusser og bybusser i Odense og Svendborg informerer vores passagerer om, at de kan stemme allerede i dag, siger Carsten Hyldborg, Direktør i FynBus.

Det er KL, Danske Regioner og Økonomi- og Indenrigsministeriet, der tilsammen udgør parterne bag kampagnen "Tænk dig om før du ikke stemmer". Det er ambitionen for kampagnen er at nå de 20 procent af danskerne, der stemmer til folketingsvalget, men ikke til kommunal- og regionsvalget.

- Demokratiet er ikke en lukket fest - det skal være nemt at være med, og vi skal invitere alle indenfor. Derfor glæder jeg mig meget over, at vi i samarbejde med FynBus kommer i dialog med borgerne på Fyn på en ny måde og er synlige i deres hverdag, siger Mikkel Hemmingsen, der regionsdirektør i Region Syddanmark.

Oversigt

    Oversigt