Butikker plyndret for 70.000 kroner

To mænd og to kvinder fra Århus blev mandag taget på fersk gerning. De står bag butikstyverier i Odense for 70.000 kroner.

De fire tyve blev opdaget mandag eftermiddag, da de forsøgte at stjæle to Peak Performance-jakker til en værdi af 5500 kroner i Sportsmaster i Odense. Butikkens personale tilbageholdt tyvene indtil politiet ankom.

De to mænd og to kvinder fortalte politiet, at de bare var på besøg i Odense, og at de havde taget toget. Men ved en ransagning af tyvenes lommer fandt betjentene et sæt bilnøgler.

Det vakte politibetjentenes mistanke og efter en længere eftersøgning, fandt de tyvenes bil, som var parkeret på Klostervej. I bilen fandt betjentene store mængder af kosmetik, smykker, ure, tøj og sko - alt sammen tyvekoster til en samlet værdi af 70.000 kroner. I bilen lå også en vinkelsliber.

Den ene af tyvene, en 34-årig mand fra Århus, har en del lignende sigtelser med sig fra Århus. Derfor har politiet valgt at fremstille ham i grundlovsforhør tirsdag. De andre tre kan se frem til en bødestraf.

Oversigt

    Oversigt