Butikkerne slår dørene op efter to måneders nedlukning

Butikkerne slår mandag morgen dørene op igen efter en lang nedlukning. I Middelfart kan guldsmeden Bent Van Vinter ikke vente.

Denne morgen slår butikkerne igen dørene op for kunder, der skal have andet i kurven end dagligvarer.

På nær supermarkeder har en stor del af detailhandlen været lukket, siden smitten med coronavirus for alvor blussede op i midten af december og fyldte intensivafdelingerne med coronapatienter.

Og mandag bliver en festdag. I hvert fald for guldsmed Bent Van Vinter fra Middelfart, der har pudset galsmontrer og pyntet op med balloner.

- Nu har der været stille så længe. Kom nu - lad os få noget sjov og være aktive. Vi skal i gang, siger Bent Van Vinter. 

Hans butik har været tvangsnedlukket i 70 dage. Og det kan mærkes på økonomien. Han har fem ansatte og ingen omsætning, som har resulteret i et underskud på omkring 500.000 kroner. 

- Vi kan nok ikke klare flere nedlukninger i den periode her. Vi har haft en buffer, og den er slidt, fortæller guldsmeden.

Styr på retningslinjer

Ifølge Jens Birkeholm, der er administrerende direktør for brancheorganisationen Dansk Detail, har butikkerne helt styr på retningslinjerne og er klar til åbningen.

- Forventningen er, at det bliver en relativt afdæmpet affære, siger han.

Hos Bent Van Vinter håber han dog på, at der bliver travlt. Reklamer i vinduerne og genåbningsudsalg skal lokke kunderne til at handle i Middelfarts gader igen. Derudover har de første kunder også allerede ringet og sagt, at de kommer mandag, når butikken er åben.

- Vi ved, der er mange, der har ting, som skal repareres. Vi ved også, at mange har lyst til at få noget nyt, fordi det hele har ligget stille, siger Bent Van Vinter. 

Det er dog ikke alle landets butikker, der får lov til at genåbne mandag morgen.

Butikker, der ligger i storcentre, venter stadig på det grønne lys fra regeringen og skal altså fortsat holde lukket.

Og for de helt store butikker på mere end 5.000 kvadratmeter er det også begrænset, hvor meget der må åbnes.

Ifølge Justitsministeriet må butikkerne på mere end 5.000 kvadratmeter åbne for et "meget begrænset antal kunder mod tidsbestilling". Hvad der konkret menes med tidsbestilling, er fortsat uklart.

Regional genåbning

Desuden kan amatørfodbolden gå i gang igen, når op til 25 personer må indtage grønsværen. Der var før et forsamlingsforbud på mere end fem personer for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter.

Foruden de landsdækkende lempelser af restriktionerne, har regeringen og Folketingets partier vurderet, at man kan åbne yderligere visse steder i Danmark.

Især på Bornholm bliver genåbningen større end resten af landet. Til gengæld skal man kunne fremvise en negativ coronatest, der ikke er mere end 72 timer gammel, når man rejser til og fra øen.

Men på solskinsøen bliver der da også åbnet for al fysisk undervisning igen. På alle uddannelser undtagen grundskolen vil der dog være et krav om, at man skal testes mindst to gange om ugen for at blive lukket ind.

På ungdomsuddannelser vil der blive åbnet testcentre på selve institutionerne eller i nærheden, fremgår det af regeringens aftale med Folketingets partier.

På Bornholm åbner liberale erhverv desuden igen. Det er for eksempel frisører, tatovører og massageklinikker.

Også Nordjylland og Vestjylland får lov at sende eleverne tilbage i skolerne og på uddannelserne. Det bliver dog kun på halv tid - hver anden uge står der i genåbningsaftalen - og under forudsætning af to ugentlige test.

Også efterskoler får lov at åbne igen i de to områder.

Både guldsmeden og efterskoleeleven glæder sig til mandag, hvor de igen kan åbne butikken og komme tilbage på efterskolen. 
Fotograf: Fotograf: Ole Holbech

Oversigt

    Oversigt