Byggebranchen kan ikke skaffe folk trods rekordhøj ledighed

På trods af høj ledighed på Fyn er der mangel på folk til store byggeprojekter i Odense. Torsdag var jagten sat ind på nye folk. Både på Syddansk Erhvervsskole og SDU.

Torsdag var store job-dag for fynboer. For på trods af rekordhøj ledighed på Fyn er der mangel på folk i byggebranchen. Blandt andet til byggeriet af letbanen og Nyt OUH.

Det forsøgte foreningen 'Byg til Vækst' at gøre noget ved torsdag.

- Det er et kæmpe problem, og det vil være et kæmpe problem for Fyn om ti år, hvis alle de store byggerier er bygget, og der stadig er en masse ledige, siger Susanne Toftager, konstitueret sekretariatschef i Byg til Vækst.

Et job er et job

Ifølge 3F Odense og Byg til Vækst vil der blive skabt mellem 3.000 og 3.500 byggejobs i Odense i de næste to til tre år. Alligevel er det svært at lokke de ledige ind i branchen.

- Jeg tror, der er rigtig mange, som ikke kender branchen. Der er måske nogle myter om, at det er hårdt og tungt arbejde. Men det er noget andet i dag, siger Susanne Toftager.

Én af dem, der gerne vil have fat i et byggejob, er Susanne Andersen fra Assens.

- Jeg kunne sagtens forestille mig at finde et job i den her branche. Om det er som arbejder på gulvet eller at køre maskiner, er sådan set ligegyldigt. Et job er et job, siger Susanne Andersen.

Ingeniørmangel

Udover mangel på håndværkere er der også behov for en masse ingeniører. Så samtidig med arrangementet på Syddansk Erhvervsskole var der praktikmesse på Ingeniøruddannelsen på Syddansk Universitet.

Her kunne virksomheder gøre sig interessante for de eftertragtede ingeniørstuderende. Én af de virksomheder var entreprenørkoncernen Arkil A/S.

- Vi kommer til at mangle ingeniører i et jævnt flow de næste par år og derudover faktisk også på alle andre personalegrupper. Der er gang i den på Fyn, og det bliver kun værre, siger Jannik Lund, afdelingschef i Arkil A/S.

Oversigt

    Oversigt