- Det her er Elmehøjen!
Caroline Kelm står på trappen ved sit nye hjem. For godt et halvt år siden flytttede hun fra Bjørnø og hen til bostedet Sophiagård Elmehøjen i Broby på Fyn. Her har hun har et værelse nede for enden af gangen på første sal. Og spørger man Caroline, er hun flyttet i sin egen lejlighed.
- Det her er mit kontor. Jeg kalder det mit kontor, siger Caroline, da hun åbner døren ind til sit nye værelse.
Selvom hun er begyndt at vænne sig til at bo ude, var det noget af en omvæltning, da hun flyttede:
- Jeg var mega nervøs og spændt, da jeg skulle flytte. Jeg fik helt tårer i øjnene og blev rød i hovedet, siger hun.
Langs væggen på Carolines værelse står to store reoler med historiebøger, McDonald's-figurer og legoklodser. På kommoden står en ghettoblaster, som hun for det meste bruger, når hun gør rent. Og det gør hun tit.
- Jeg skal støve af. Det er en vigtig opgave for et voksent menneske, som jeg er, siger Caroline og fortsætter:
- Min mor kan jo ikke hjælpe mig her.
Da Caroline var tre år, flyttede hun til Bjørnø sammen med sine forældre og tre søstre. Nu bliver værelset hjemme på Bjørnø kun brugt i ferierne, og når hun er hjemme på weekend.
Da hun boede på Bjørnø, tjente Caroline sine lommepenge ved at dele reklamer ud til øens 35 beboere.
Det gamle job på Bjørnø er nu skiftet ud med daglige opgaver, som hun har ansvaret for på Elmehøjen.
- Jeg arbejder i køkkenafdelingen, hvor jeg laver grød hver aften til morgenmaden næste dag, siger hun og blander havregryn, brændenælder og vand sammen i en stor gryde.
- Man skal være forsigtig, så man ikke spilder ud over det hele.
Udover de huslige opgaver går Caroline også i skole på Elmehøjen. Her går hun på STU, som er en ungdomsuddannelse for udviklingshæmmede unge.
Beboerne har hver uge botræning, hvor de lærer almindelige daglige gøremål som madlavning, rengøring, indkøb og tøjvask.
Selvom Caroline har rigeligt at se til i sit nye hjem med madlavning, skole og nye venner, hænder det dog, at hun kommer til at savne sin familie på Bjørnø og sin bedste ven Jonas.
For selvom man er blevet voksen, mener Caroline, at man godt kan savne dem derhjemme lidt.
- Det er vigtigt at høre efter, hvad ens mor og far siger, fortæller Caroline og tager nogle billeder ud af den store reol på sit værelse. Imens hun kigger dem igennem, får de en tur med den våde rengøringsklud.
- Det her er min mor og far, siger hun og fisker et billede af Henrik og Hanne Kelm frem.
- Men ham her. Ham savner jeg allermest, fortæller hun og viser et billede af vennen Jonas, der også har Downs syndrom.
- Jonas er min bedste ven. Han er ligesom Rasmus Seebach, siger Caroline.
Billederne pakkes sammen igen, og rengøringskluden lægges tilbage i spanden.
- Så får vi ikke mere for den 25-øre, understreger hun.
Sengetøjet er skiftet, sengen er redt og gulvet er støvsuet. Dagens arbejde er færdiggjort, og Caroline sætter sig til rette i sin lænestol for at kigge i historiebøger og høre musik.
Det nye liv på Elmehøjen og de mange nye ansigter er overvældende, men Caroline er ikke i tvivl, når man spørger hende, om hun er glad for sit nye hjem.
- Det er ret dejligt at flytte hjemmefra. Det føles dejligt og jeg er så glad for at være her, siger hun og fortsætter:
- Mit hjerte synes, at jeg skal være her, til jeg vokser op og bliver halvgammel.
Herunder kan du se hele dokumentaren om Caroline, der er flyttet hjemmefra: