Chokeret fynsk far vinder millionbeløb og giver pengene til sine børn

Der er ekstra store julegaver på vej til nogle fynske børn, hvis far har vundet andenpræmien i Eurojackpot.

En fynbo i 50’erne har vundet 2.725.838 kroner ved at snuppe andenpræmien i Eurojackpot. Det oplyser Danske Spil.

Manden fik et chok, da han rutinemæssigt tjekkede sin kupon i kiosken, hvor han også havde købt den. 

- Kvinden i kiosken kører kuponen igennem maskinen, og den siger et lille bip. Så spørger hun: "Er det dig"? Jeg siger: "Hvad for noget"? For jeg fatter ingenting. Så viser hun mig et skilt i butikken, hvor der står, at nogen altså har vundet de der 2,7 millioner kroner, siger manden, der ønsker at være anonym, til Danske Spil.

- Jeg må indrømme, at hjertet lige slog et ekstra slag eller to. Og så kom der bare sådan en dejlig følelse af ro i kroppen, fortæller den nyslåede millionær.

Store julegaver til børnene

Det er kun den nærmeste familie, der kender til hans nye status som millionær, og der er et par gode julegaver på vej til børnene. 

- De skal have et stort pengebeløb. Meget stort. Det er jo den fedeste følelse at have som far, når man kan give sine børn en god start på livet. De er i en etableringsfase lige nu, hvor de skal have bolig, møbler til boligen, betale af på studielån og så videre. Jeg har tænkt flere gange, hvordan jeg kunne hjælpe dem, men så har jeg skævet til bankkontoen og set, at det nok var urealistisk. Så det er stort for mig at kunne gøre det her, lyder det. 

Der bliver dog også råd til nyt tøj og en tur til faren og hans kæreste, der gerne vil besøge Venedig i Italien. Beløbet blev vundet for nogle uger siden, oplyser Danske Spil. 

Oversigt

    Oversigt