Christian Eriksen føler sig tilbage i form

Det var en bedre præstation end ved EM, mener Christian Eriksen om sin egen indsats i 0-0-kampen mod Tjekkiet.

Christian Eriksen kan mærke tydelige forbedringer i sit spil, og han var tilfreds med sin egen præstation i 0-0-kampen mod Tjekkiet i VM-kvalifikationen.

-Jeg følte mig fint tilpas. Jeg kom bedre med i spillet, som var noget af det, der ikke lykkedes så godt ved EM, så jeg synes, det så fint ud, siger Eriksen.

Flere gange var Ajax-spilleren lige ved at finde en medspiller, der kunne score, og han havde også selv et par nærgående forsøg.

- Der manglede måske bare, at jeg fik lavet en assist eller en kasse. Men friskheden er fin, så det ser godt ud, mener midtbanespilleren.

Christian Eriksen var ikke tilfreds med det uafgjorte resultat, der gør vejen til VM i Brasilien en del sværere.

- Vi skabte en del chancer, og det var trods alt flere, end vi gjorde til hele EM. Det var mod en lidt anden modstander, men det så godt ud, at vi skabte lidt mere, siger Eriksen.

Danmark skal i de to næste kampe møde Bulgarien og Italien på udebane, og der skal flere point på kontoen.

- Vi kan tage nogle positive ting med herfra, og vi skal kodes godt ind på, hvad det er, vi skal gøre mod Bulgarien og Italien. Nu starter vi med Bulgarien, og så må vi se, hvordan det ser ud til den tid, siger den talentfulde kreatør.

Kampene mod Bulgarien og Italien spilles i oktober, mens tjekkerne venter på udebane i marts måned næste år.

Oversigt

    Oversigt