Civile anholdelser: Røver truede med flaske, og påvirket bilist kørte uden dæk

Butiksejer løb efter røver og var med til anholdelsen. Det samme var nogle borgere, som fik fat i bilist, der kørte rundt med en tom fælg.

To gange inden for et halvt døgn gjorde borgere på Fyn brug af retten til en civil anholdelse.

Første gang var det ejeren af Toftevejens Nærbutik i Odense SØ. Her eftersatte ejeren en røver og var en aktiv faktor ved anholdelsen af røveren.

Klokken 18.12 kom meldingen om røveriet ind til Fyns Politi.

En 25-årig mand havde truet den mandlige medarbejder i kassen med en tom flaske. Røveren ville have pengene. Det fik han og flygtede.

- Men ejeren af butikken ville ikke finde sig i, at hans butik blev røvet og satte efter ham, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Hans Jørgen Larsen.

- Vi er ikke langt derfra. Så der bliver en fælles aktion, hvor butiksejeren gør en god indsats. Han gør det helt rigtige og holder sig på afstand.

Røveren bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag, oplyser Hans Jørgen Larsen.

Kørte påvirket afsted på fælgen

Anden gang, hvor borgere reagerede, var kort efter klokken 01.00 natten til fredag.

Her observerede flere borgere, at en bil på Skalkendrupvej ved Nyborg kørte uden lys. Og ikke nok med det var der kun tre dæk på bilen.

Bilisten kørte således afsted på tre dæk og en fælg.

Da politiet nåede frem, blev føreren af bilen tilbageholdt af borgerne, og det viste sig at manden var påvirket af både alkohol og stoffer.

Manden, som er 34 år og har adresse på Skalkendrupvej, var desuden frakendt kørekortet - og så var det ikke hans bil.

Ejeren af bilen er sigtet for at overdrage køretøjet til en person, der ikke kan føre det på betryggende vis.

 

Oversigt

    Oversigt