Clairvoyanceskole på Fyn

Den clairvoyante Tove Kofoed fra Sjælland åbner clairvoyanceskole i Ringe. I næste måned holdes de første enkeltkurser. Til august starter en egentlig uddannelse til clairvoyant.

-

Den clairvoyante Tove Kofoed fra Sjælland åbner clairvoyanceskole i Ringe. I næste måned holdes de første enkeltkurser. Til august starter en egentlig uddannelse til clairvoyant.

Tove Kofoed, der bl.a. er kendt fra TV-dokumentarserien: \"Fornemmelse for mord\", har besluttet at oprette Den rejsende clairvoyanceskole efter stor efterspørgsel fra jyder og fynboer.

Hun underviser selv på skolen, men flere af landets bedste og mest erfarne clairvoyante optræder som gæstelærere. Blandt dem Steen Kofoed og Steen Krarup.

Konceptet er det enkle, at skolen kommer ud til de, der kunne tænke sig at deltage. På Fyn bliver det i Ringe.

Det sker første gang d. 22. og 23. februar med et meditationskursus, der løber over en week end og fem onsdage aftener.

I maj kommer skolen igen til Ringe med et kursus med titlen: \"genopdag din intuition\".

Til august starter så en decideret uddannelse til clairvoyant. Den varer et år og afsluttes med eksamen og uddannelsesbevis.