Corona har (også) gjort os godt: - Det har kildet megameget i maven

Der er nu gået et år med corona og nedlukninger. Men har corona også medført gode ting? Ja, siger både unge og ekspert.

- En rutsjebanetur med opture og nedture. Det har kildet mega meget i maven, og man har også skreget lidt engang i mellem.

Sådan beskriver 20-årige Lærke Thomsen fra Svendborg  det seneste år. For snart er det 365 dage siden, at Mette Frederiksen sagde, at Danmark praktisk taget skulle lukke ned.

Men som Lærke siger, så har nedlukninger, afstandskrav og en hverdag vendt på hovedet ikke kun været været præget af svære ting.

- Det har kildet mega meget i maven, og man har også skreget lidt engang i mellem, siger Lærke Thomsen om et år med corona.
- Det har kildet mega meget i maven, og man har også skreget lidt engang i mellem, siger Lærke Thomsen om et år med corona.
Foto: Rasmus Rask

Corona har (også) gjort os godt

Lærke Thomsen er nemlig ikke den eneste, der også har fået gode ting ud af corona. 

Tilbage i uge 1 spurgte Bemærk, TV 2 Fyns ungdomsredaktion, 1.700 unge på Fyn til deres liv under corona. Og her angiver syv ud af ti for eksempel, at de sætter mere pris på deres venner.

Og disse tal er meget sigende for, hvordan corona har påvirket både unge og ældre, fortæller Andreas Roepstorff. Han er professor på Aarhus Universitet og har forsket i adfærd og opfattelser under corona.

quote Det er både det, der er svært, og det, der er vigtigt, der pludselig bliver synligt

Andreas Roepstorff, professor på Aarhus Universitet

- Det positive ved jeres tal og forskning generelt er, at denne her mærkelige tid, vi lever i, skaber et refleksionsrum, hvor man finder ud af, hvad der er vigtigt, fortæller han.

Og ifølge ham er det vigtigt, at vi ser begge sider af sagen og ikke kun fokuserer på de svære ting. For det sidste år rummer begge dele.

- Det er både det, der er svært, og det, der er vigtigt, der pludselig bliver synligt, siger Andreas Roepstorff om, hvordan corona har påvirket os.

Thea Madsens familie har betydet meget for hende under corona.
Thea Madsens familie har betydet meget for hende under corona.
Foto: Rasmus Rask

 Sætter mere pris på venner

Selvom vi har skullet se færre mennesker, har lige præcis det krav faktisk gjort, at 18-årige Nicklas Fredelund fra Odense er blevet tættere med sine venner.

- I og med at man nu er tvunget til at være maks fem personer sammen, så må man også vælge, hvem man vil tilbringe sin tid sammen med, fortæller han.

Det har for ham gjort, at han er blevet tættere med hans nære venner. Frederik Bergholdt og Rasmus Hørslev Sørensen er enige.

Corona gjorde nemlig, at de fik startet en knallertklub med drengene fra hjemstavnen Hindsholm - noget, de ikke nødvendigvis ellers havde gjort.

- Vi har fundet ud af, hvordan vi kan hygge os uden, at der skal ske noget vildt. Vi behøver ikke at tage i byen, siger Frederik Bergholdt.

Corona blev startskuddet for knallertklubben Holmens Sønner.
Corona blev startskuddet for knallertklubben Holmens Sønner.

Tættere med familie

Familien har også betydet meget for mange. Næsten halvdelen af de unge skriver, at de er blevet tættere med deres familie og/eller søskende under corona.

Det har Thea Inge Madsen på 17 blandt andet mærket. Hun var været ekstra påpasselig under corona, fordi hun har astma, og det har betydet, at hun har brugt langt mere tid hjemme med familien, end hun plejer.

- Vi har været meget mere sammen, fordi vi havde en rigtig presset hverdag. Det er rart at se hinanden noget mere, og det har bare gjort os tættere, fortæller hun.

Kender sig selv bedre

De gode bivirkninger af corona handler dog ikke kun om relationen til folk omkring os. Ifølge Bemærks spørgeskema føler flere end tre ud af ti nemlig, at de har lært sig selv bedre at kende under corona. 

quote ...jeg tror ikke, jeg vil kigge tilbage på 2020 og tænke "fuck et lorte år"

Lærke Thomsen, 20 år, Svendborg

En af dem er 20-årige Laura Christophorou fra Langeskov. Hun havde egentlig tænkt, hendes dage skulle bruges med klassekammeraterne på Mulernes Legatskole. Men tiden for sig selv derhjemme har sat tingene i perspektiv.

Lærke Thomsen og hendes venner fandt på andre måder at ses på under corona.
Lærke Thomsen og hendes venner fandt på andre måder at ses på under corona.
Foto: Privat

- Hvis jeg for et år siden havde vundet ti millioner, så ville jeg have sagt, at jeg ikke skulle arbejde eller gå i skole. Men hvis det var nu, ville jeg stadig vælge skole og arbejde. Så jeg har virkelig fundet ud af, hvad der gør mig glad, når man nu har så meget tid for sig selv, fortæller hun.

Et år med opture og nedture

Selvom der også er kommet gode ting ud af det, har året med corona dog ikke bare være nemt.

- Det har været stramt engang i mellem. Men det har vist nogle sider, man måske ikke satte så meget pris på før i tiden, siger Rasmus Hørslev Sørensen.

For Lærke Thomsen har året også budt på både gode og dårlige ting fortæller hun og fortsætter:

- Men jeg tror ikke, jeg vil kigge tilbage på 2020 og tænke "fuck et lorte år". Det var et underligt og anderledes år med nogle spændende udfordringer. Det vil nok aldrig blive noget, jeg glemmer. Men ikke dårligt.

Oversigt

    Oversigt