I det fynske folks tjeneste

Virus holder fynboer hjemme fra stor e-sportsfinale

Flere fynboer må droppe tur til Polen for at se finaler i en Counter-Strike turnering. Turneringen har lukket dørene for publikum af sundhedsmæssige hensyn på grund af corona-virus.

I Polen bliver alle stolene tomme, når der spilles finaler i Counter-Strike turneringen Intel Extreme Masters. Her i Odense sidste år var der godt fyldt op. Foto: Rasmus Rask

Flere fynboer må skuffet finde en anden måde at se Counter-Strike på i weekenden, end den de havde tiltænkt. Både By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V), Glamsdalens Idrætsefterskole og medarbejdere fra Odense Sport og Event skulle have set den store finale i Counter-Strike turneringen Intel Extreme Masters i Polen. 

Men det har en frygt for spredning af corona-virus nu sat en stopper for. 

Indtil torsdag aften var det planen, at op mod 16.000 e-sports fans fra hele verdenen skulle have været samlet i Spodek Arena i byen Katowice i Polen. Men torsdag aften trak den polske regering tilladelsen til den store begivenhed tilbage af sundhedsmæssige hensyn. 

Læs også Stor e-sportsbegivenhed vender tilbage til Odense 

- Vi er ved at pakke bussen, og et kvarter før vi skal afsted, får vi at vide, at arenaen er lukket for publikum, siger Sebastian Michaelsen, der er efterskolelærer og har e-sportslinjen på Glamsdalens Idrætsefterskole.

Det fik lærerne til at tage beslutningen om, at bussen skulle pakkes ud igen. Det gav en masse frustrerede elever, der havde glædet sig et helt år.

- Vi var 150 danske efterskoleelever fra e-sportslinjer, der skulle have mødtes. Det er nogle vi træner med til dagligt. Der går eleverne glip af mødet og kulturen i sporten, siger Sebastian Michaelsen.

Hold fra hele verden

Counter-Strike

Counter-Strike er et computerspil, hvor man kæmper i to hold af fem mennesker. Hvert hold er delt op i Terrorister og Counter-Terrorister, og har hvert sit mål for at vinde point. 

Spillet er mere end 20 år gammelt. Danske Astralis er verdens bedste hold, men der findes mange danskere blandt de 30 bedste hold i verdenen. 

Se mere

Hele ugen har der været indledende kampe, hvor de bedste Counter-Strike hold i verden har dystet mod hinanden for at få en plads til finalerne i weekenden i arenaen i Polen. Foruden Astralis har danskerne også været repræsenteret i to andre hold; Mousesports og MAD Lions. Astralis er allerede sikret en plads i semifinalen lørdag. Der deltager hold fra hele verden, blandt andet Sverige, USA og Kina, og derfor er det en begivenhed, der samler fans fra hele verden. 

- Det er jo ikke bare en FCK-kamp. Det er en global turnering, så der kommer folk fra hele verdenen, siger Sebastian Michaelsen.

Læs også Se alle billederne: Astralis, computerspil og kammeratskab til kæmpe gamermesse i Odense

Turneringen bliver stadig sendt ud på internettet og på TV herhjemme - blandt andet på TV 2 Zulu. Det bliver bare uden op mod 16.000 mennesker i publikum.

TV 2 Sports reporter Thomas Sønnichsen, der er i Katowice, fortæller, at det kommer til at påvirke spillernes oplevelse af eventet, for lige netop Spodek Arena i Polen har nemlig ry for at have det vildeste publikum. 

Kommet for at blive

Venstres rådmand Jane Jegind nåede ikke at vende om. Hun har taget en forlænget weekend med familien, som skulle stå i Counter-Strikens tegn, da de alle er Astralis fans. 

Nu er hun og familien i Katowice og skal finde en anden måde at se Counter-Strike på.

Jane Jegind fortæller, at selvom hun egentlig er afsted privat, så trækker det stadig tråde til Odense.

Læs også Forstå dit barn eller barnebarn: Gaming er for alle

- Det er noget, der interesserer mig privat, men i Odense satser vi også på e-sport. Det er noget, der er i unge menneskers hverdag. Det er en foreningsaktivitet, men også underholdning, som er kommet for at blive, og man kan altid lære noget af det store event, siger Jane Jegind.

Hun skulle blandt andet have mødtes med Odense Sport og Event, samt Sebastian Michaelsen og have snakket om e-sporten og Fyn. 

Hvis Astralis vinder, så bliver det en god tur

Den polske regering valgte at tilbagetrække tilladelsen til at afholde eventet torsdag aften klokken 19.45. Det var kun en time og et kvarter inden Glamsdalens Idrætsefterskole skulle afsted, og samtidig med at Jane Jegind og hendes familie sad i flyet. 

- Jeg har fuld respekt for beslutningen, for det er jo mennesker, der kommer fra hele verden. Hvis Astralis vinder, så får vi en god tur uanset hvad, siger Jane Jegind. 

Eleverne på Glamsdalens Idrætsefterskole kan også ende med at få en god weekend alligevel.

- I morgen skulle de have været til elevfest, men det kunne de ikke på grund af Polen. Nu kan de, så nu kan de godt få en god weekend ud af det alligevel, siger Sebastian Michaelsen.