Corona udfordrer blinde: - Vi bliver skældt ud, når vi ikke holder afstand

De mange retningslinjer, der er kommet under coronakrisen, er svære for de synshandicappede at overholde. De oplever at blive skældt ud andre borgere.

At holde afstand kan virke som en overkommelig ting at gøre i en corona-hverdag. Men de mange retningslinjer, der er opstået i forbindelse med coronakrisen, spænder ben for mennesker med synshandicap.

- Vores medlemmer oplever, at de bliver skældt ud eller irettesat af borgere, når de kommer til at gå for tæt på. Det kommer selvfølgelig an på det enkelte menneske, men nogen bliver sure, og andre irriterede over det, siger Keld Nielsen, der er Kredsformand for Dansk Blindesamfund Fyn.

Han forstår godt, at folk er på vagt, men påpeger, at deres medlemmer simpelthen ikke kan se, hvor tæt på de står.

Flere udfordringer

Og det er ikke kun afstandskravet, der en udfordring for de synshandicappede.

- Det kan være, hvis man skal på apoteket, ind i et bageri eller generelt i små butikker. Der kan være kø ude fra gaden, som man ikke opdager, og så går man umiddelbart bare frem til døren, forklarer kredsformanden.

På den måde kommer de synshandicappede til at springe køen over, uden at det er med vilje.

- I nogle butikker må man kun være for eksempel fire mennesker, og så bliver de mødt med 'der må ikke komme flere ind!', og det kan føles generende, siger Keld Nielsen.

Generelt er coronarestriktionerne svære for dem at følge, fordi de ofte er skiltet på forskellige måder.

- Inde i for eksempel et center, kan det som svagtseende være svært med de her streger på gulvet om, hvor man må stå, når man skal betale ved kassen, siger Keld Nielsen.

Badge skal hjælpe

Fra i mandags kunne man få et lille blåt badge med en tegning af to personer med en afstandsspil imellem sig. 

Håbet er, at det nye badge skal få folk til at holde afstand til borgere som for eksempel de synshandicappede.

- Jeg har tænkt mig selv at få fat i et, for jeg rejser en del selv. Særligt med offentlig transport og i butikker har folk mulighed for at få øje på det, siger Keld Nielsen.

Han vil gerne opfordre seende til at give et hjælpende blik.

- Vores budskab er, at vi gerne vil gøre som alle andre, men vi har problemer, siger han og fortsætter:

- Hvis du møder en person med synshandicap og hvid stok, som kommer for tæt på dig eller andre, så sig helt fredeligt til personen, at nu bliver vi lidt for tætte, uden at det bliver et surt opstød.

Socialstyrelsen vurderer, at cirka 65.000 mennesker i Danmark lever med et synshandicap.

Oversigt

    Oversigt