Det har været to hårde måneder for de fleste fynboer. Høj- og efterskoleelever har været sendt væk fra deres nye, elskede hjem, børnebørn og bedsteforældre har undgået hinanden, virksomheder er blevet lukket, folk har modtaget fyresedler, og familier har mistet deres nærmeste.
Men det har også været to måneder, hvor fynboerne har stået sammen og hjulpet hinanden gennem den svære tid. Det har skabt en lang række bevægende øjeblikke i det fynske land.
Her er tre af de mest rørende fynske historier fra coronatiden.
Frygt for at skulle aflive halvdelen af sine dyr
På Ditlevsdal Bison Farm i Morud frygtede bisonavler Niels Henrik Ove, at han måtte aflive halvdelen af sit amerikanske bisonkvæg. Han kunne ikke få adgang til regeringens hjælpepakker og havde ikke råd til at fodre bisonerne, der koster 150.000 kroner om måneden.
Det kostede en del tårer fra den frustrerede bisonavler.
Derfor bad Niels Henrik Ove ydmygt om donationer til bisonfarmen. Og det tog ikke fynboerne mere end et døgn, før over en million kroner var tikket ind på bisonavlerens konto.
Taknemmeligheden var stor, og øjnene var stadig blanke, da Niels Henrik Ove kunne se på sit kvæg, der sammen med bisonfarmen overlever coronakrisen takket være de mange donationer.
Se den overvældede bisonavler, da han samme aften, som han oprettede donationskontoen, her.
Henry hentede sin kone hjem fra plejehjemmet
På grund af frygt for coronasmitte kunne Henry Fabricius ikke se sin alzheimersramte kone Kirsten, som bor på plejehjem. Hun mistede interesse for at snakke med ham gennem vinduet, og derfor besluttede Henry at hente hende hjem igen.
Da Henry byder Kirsten op til dans, breder smilet sig i hendes ansigt, og hun får lys i øjnene igen.
- Som jeg sagde: Kan jeg ikke få lov til at komme ind og besøge hende, så kan jeg tage hende hjem. Så kan vi i hvert fald få lov til at dø med hinanden i hånden, siger Henry Fabricius, da TV 2/Fyn er på besøg i hjemmet.
Se hele indslaget her.
Laura og mormor savnede hinanden
- Jeg synes, det er en god måde at holde mormors humør lidt oppe på, sagde Laura Runøe, da hun spillede kryds og bolle med sin mormor gennem en glasdør.
Selvom børnebørn og bedsteforældre igen må give hinanden et kram, var det en lang, svær periode, da man ikke engang måtte se hinanden. Lauras mor, Mette Runøe, havde set andre spille kryds og bolle gennem en terassedør, og det fik de derfor sat op hos mormor Inge.
Inge og Laura var glade for at se hinanden igen, også selvom Mormor vandt over barnebarnet i flere af de alternative kryds og bolle-spil.
