Coronasmitte på efterskoler kan sende bofæller hjem

Hverdagen bliver bøvlet, men det er bedre end en nedlukning, lyder det fra Efterskoleforeningens formand.

Knap 32.000 elever vender denne weekend tilbage til efterskolerne, efter at de - ligesom eleverne i grundskolen - blev hjemsendt 15. december.

De vender tilbage til en hverdag, hvor de opfordres til to ugentlige coronatest, og hvor smitte kan betyde hjemsendelse af både den smittede og værelseskammeraterne.

Det forklarer formand for Efterskoleforeningen Torben Vind Rasmussen.

- Den største synlige forandring er, at eleverne nu testes to gange om ugen.

- Hvis en er smittet, så er værelseskammeraterne eller kæresten også at betragte som en nær kontakt og skal testes på dag fire og seks.

- De nære kontakter kan blive på skolen i selvisolation, men jeg tror, at det ofte vil være sådan, at den enkelte skole vil vælge at sende dem hjem, siger han.

Det bliver ifølge efterskoleforeningens formand bøvlet, men det er bedre end en nedlukning.

- Vi lever i et samfund med massiv corona, og der vil være nogle restriktioner og noget bøvl. Men jeg tror også, at skolerne vil sige, at friheden denne gang er større end under tidligere nedlukninger, siger Torben Vind Rasmussen.

På efterskolen True North i Hedensted Kommune i Sydøstjylland er forstander Karen Marie Madsen klar til at tage imod mod 200 elever.

Skolen tager helt særlige forholdsregler for at holde coronavirus på afstand, så alle kan komme med på en planlagt tur til Sverige.

- Vi skal forhåbentligt på et en skitur lørdag i uge 3, og derfor har vi opfordret alle elever til at møde søndag aften med en frisk PCR-test.

- Desuden tester vi dem med PCR-test tirsdag og igen to gange i uge 3 før rejsen, siger Karen Marie Madsen.

For at indrejse i Sverige skal eleverne kunne fremvise en negativ test, der er højst 48 timer gammel.

Skolen bruger PCR-test foretaget af egne podere, fordi den har en højere pålidelighed end for eksempel hurtigtest.

- Vi gør det for at være helt sikre på, at ingen er smittet. Så kører vi prøverne til analyse i Odense og Aarhus.

- Det vil bare være så ærgerlig, hvis der er elever, som skal sidde isoleret i en skihytte i Sverige og ikke kan deltage, siger Karen Marie Madsen.

Skolen opfordrer således også eleverne til at blive på skolen i weekenden før afrejseugen, ligesom man minimerer al kontakt med omverdenen for at undgå smitte.

- Vi kan ikke få gæster de næste par uger. Selv posten må lægge breve og pakker udenfor. Simpelthen for at undgå smitte, siger forstanderen.

Oversigt

    Oversigt