Coronavirus: OUH-læge er ikke bekymret - endnu

Ifølge Statens Serum Institut ser vi nu en stigning i antallet af dødsfald relateret til luftvejssygdomme.

Coronaviruspandemien ligger stadig og ulmer.

I mange lande er smitten igen eksploderet, og samtidig med et højt niveau af smitte med blandt andet coronavirus er den samlede dødelighed i Danmark i de seneste uger steget markant, og især i aldersgruppen over 75 år er der registreret langt flere dødsfald end forventet.

I flere uger har smitten med corona været stigende, men i uge 52 faldt antallet af smittetilfælde, ligesom der er registreret et fald i positivprocenten. Der er dog samtidig også sket et fald på 19 procent i testaktiviteten hen over jul og nytår.

Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i den tendensrapport, der er udkommet torsdag eftermiddag. 

På Odense Universitets Hospital er de selvsagt opmærksomme på udviklingen, men har ikke set en egentlig bølge af nye smittetilfælde.

- Jeg har ikke set noget endnu, der gør mig bekymret for, at folk bliver væsentligt mere syge. Ikke endnu, siger Anne Øvrehus, cheflæge på infektionsmedicinsk afdeling på OUH.

Cheflægen fortæller, at selv om der lige nu er et stigende antal indlagte med blandt andet coronavirus, så kan situationen fortsat kontrolleres i det normale system og beredskab på OUH.

Der er derfor ikke gjort særlige forberedelser eller overvejelser i forhold til coronavirus og den stigende smitte.

- Egentlig ikke. Vi har ikke dedikeret ekstra senge eller personale afsat specifikt til covid-19. Vi er ikke der, hvor vi kan sige, at det stikker af. Men vinteren er ung endnu, og vi følger situationen tæt, siger Anne Øvrehus.

I uge 52 faldt antallet af registrerede coronatilfælde fra 157 per 100.000 indbyggere i uge 51 til 115.

Flere forklaringer

Den forhøjede dødelighed, der er registreret fra uge 50 til uge 52, kan ifølge SSI dog have flere årsager.

- Det er en stejlere kurve, end vi normalt ser, og det overrasker os lidt. Vi ser som regel en højere dødelighed i vintermånederne, men tallene viser, at der lige nu er en højere dødelighed, end der plejer at være på dette tidspunkt af året, siger afdelingslæge Lasse Vestergaard fra SSI i tendensrapporten.

Den forhøjede dødelighed falder sammen med et højt niveau af smitte med både covid-19, influenza og andre luftvejsinfektioner, men andre faktorer kan også spille ind, skriver SSI.

Samme udmelding kommer fra OUH. 

Anne Øvrehus fortæller, at de kan se en stigning i antallet af personer, der har haft en virusinfektion – særligt covid, influenza eller RS-virus – og som kommer svækkede på sygehuset efterfølgende med for eksempel en lungebetændelse med bakterier.

- Det er det billede, vi kender om vinteren, og som bliver værre med smitsom virus i cirkulation.

- Men jeg kan godt være bekymret for mængden, der er syge, at det kan komme til at betyde noget. Men der er jeg lige så bekymret – hvis ikke mere – for influenzaen. Det stiger meget lige nu, siger Anne Øvrehus.

Find mundbindet frem igen

Flere eksperter har i forlængelse af den stigende smitte understreget fornuften i at lytte til rådene fra Sundhedsstyrelsen. Det kan blandt andet være fornuftigt at finde mundbindene frem fra skuffen, hvis man selv er sløj eller skal besøge ældre personer.

En af dem er Hans Jørgen Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet.

- Jeg synes, at man bør lægge et mundbind i tasken, og så må man jo se, om tingene udvikler sig sådan, at man skal bruge det. Men vigtigst af alt skal man ikke være forkølet, når man besøger ældre på plejehjem, siger han til TV 2.

Anne Øvrehus bakker helt op om, at det er en god ide at have et mundbind i lommen, hvis man skal besøge svækkede pårørende eller skal på sygehuset.

- Det betyder noget for et ældre menneske at blive smittet, hvis man er svækket i forvejen. Så man skal bestemt følge Sundhedsstyrelsens opfordringer om at tage mundbind på, hvis man er sløj – men det gælder ikke kun i forhold til smitte med corona, det gælder også for influenza og RS-virus, siger cheflægen.

OUH har ikke længere tal for, hvor mange patienter der er indlagt med eller på grund af coronavirus. 

I starten af december droppede Sundhedsstyrelsen sine anbefalinger for coronavirus. Anbefalingen er derfor ikke længere, at man isolerer sig ved en positiv test.

Anne Øvrehus, cheflæge på infektionsmedicinsk afdeling på OUH.
Anne Øvrehus, cheflæge på infektionsmedicinsk afdeling på OUH.
Foto: Pressefoto/OUH