Corydon til utålmodige forældre: Vi griber ikke ind

Finansministeren vil ikke følge en opfordring fra forældreforening om at gribe ind i lærerkonflikten.

Det ændrer ikke noget, at forældrene til landets skolebørn er ved at miste tålmodigheden og nu åbent opfordrer regeringen til at gribe ind i lærerkonflikten.

Det siger finansminister Bjarne Corydon (S), som fortsat afviser at diskutere et regeringsindgreb trods opfordringen fra landsforeningen Skole og Forældre, der repræsenterer landets skolebestyrelser og forældre til skolebørn.

- Jeg er jo selv forælder, endda til en hel del børn, så jeg ved udmærket godt, hvor bøvlet det er hver morgen at få tingene til at hænge sammen.

- Men jeg vil sige, som jeg har sagt hele tiden, at jeg synes ikke, man skal drøfte eller overveje indgreb i den nuværende situation. Det ville ikke være i orden, siger Corydon.

Formand for Skole og Forældre Mette With Hagensen gik tidligere torsdag ud med en klar opfordring til regeringen om at sætte en stopper for konflikten.

- Vi er nået dertil, hvor det er nok. Både fordi vi trækker veksler på vores netværk og vores arbejdspladser, men også fordi børnene trænger til at få deres hverdag tilbage, forklarer hun og henviser til, at der ikke er udsigt til, at parterne kan forhandle sig frem til en løsning.

Udmeldingen fra forældrene kommer samme dag som tusindvis af lærere samles foran Christiansborg i København til den hidtil største demonstration i forbindelse med konflikten.

Arrangørerne regner ifølge dr.dk med omkring 40.000 deltagere, mens politiet advarer mod trafikalt kaos i store dele af København torsdag eftermiddag.

Men udviklingen får altså ikke finansministeren til at overveje et kursskifte.

- Vi har en konflikt, og vi skal anerkende, hvor mange problemer den skaber for almindelige mennesker, men vi skal også vide, at det nu engang er den måde, vi gør tingene på i Danmark, når vi ikke kan blive enige ved forhandlingsbordet, siger Corydon.

Oversigt

    Oversigt