Cykeltur for håb til børn og unge

Et cykelhold på 34 personer med blandt andet en fynsk politiker og en kendt journalist sætter sig sidst i juli op på sadlerne og cykler Danmark rundt for at støtte børn og unge i sorg.

1.100 kilometer rundt i hele landet på cykel. Sådan har 34 fynboer valgt at bruge sommeren til gavn og glæde for organisationen Børn, Unge og Sorg.

- Jeg mistede min mor som 16-årig og min far som 28-årig. Jeg fik ingen hjælp overhovedet da jeg mistede min mor, hvilket påvirkede mig flere år frem. Det at man ingen har at tale med, om sin sorg, hvor ondt det gør, at dele sorgen med, gør at man føler sig ensom og anderledes, skriver initiativtager Tina Andersen på holdets hjemmeside.

I hver af de byer holdet kommer til på 1.100 kilometer lange cykeltur, vil holdet sælge de specielt fremstillede armbånd for Giv Håb. Pengene går ubeskåret til projektet Giv Håb.

140.000 børn og unge oplever hvert år alvorlig sygdom eller dødsfald i deres nærmeste familie. De fleste får hjælp fra familie eller netværk, men omkring 30 procent af de unge har ingen steder at hente hjælp fra.

Blandt deltagerne på holdet er folketingsmedlem Jane Heitmann og TV2-journalist Rasmus Tantholdt.

Team Giv Håb starter i Odense 29. juli, hvor rytterne skal trampe den første tur på 160 kilometer til Ribe.

Team Giv Håb vil til næste år have cykelhold fra både Århus, København og Odense.

Se Team Giv Håbs hjemmeside

Oversigt

    Oversigt