Cyklist blev overfaldet og tvunget ind i bil

I det sydlige Odense fik cyklende kvinde på 22 år hætte over hovedet og blev tvunget ind i varebil.

Politiet søger vidner, efter at en ung kvinde fra Odense har anmeldt, at hun natten til lørdag blev overfaldet og tvunget ind i en varebil.

Frihedsberøvelsen stod på i mellem fem og 10 minutter, har den 22-årige kvinde fortalt politiet.

Hun har ikke været udsat for et seksuelt overgreb. Uden et ord mellem de to mænd i varebilen blev hun smidt ud igen.

Varebilen har en skydedør i højre side, har kvinden ifølge politiets pressemeddelelse fortalt.

Overfaldet er sket cirka klokken fire ved krydset ved Bjørnemosevej og en sti.

Først blev hun væltet af cyklen, og derefter fik hun en hætte over hovedet og bagbundet med en plastikstrip.

Under køreturen talte de to mænd i bilen ikke med hinanden, og de sagde heller ikke noget til det 22-årige offer.

Nu håber politiet på at høre fra vidner, der har set mistænkelige varebiler i det sydlige Odense mellem klokken tre og fem lørdag morgen.

Oversigt

    Oversigt