Fodboldlandsholdet må undvære anfører Daniel Agger, når holdet onsdag møder Tyrkiet på udebane i en venskabskamp.
Liverpool-spilleren er ude med en forstrækning i lysken, som holder ham ude mod Tyrkiet, selvom han søndag eftermiddag gennemførte 1-1-kampen i London mod Chelsea.
Her var Daniel Agger i øvrigt impliceret i Chelseas føringsmål, da han ikke fik markeret Chelsea-målscoreren John Terry.
Landstræner Morten Olsen har i stedet udtaget OB's unge Daniel Høegh, som kan få debut.
Tidligere søndag aften meldte FC Nordsjælland-forsvareren Jores Okore afbud til kampen mod Tyrkiet.
Han bliver erstattet af FC Københavns Kris Stadsgaard.
Landskampen mod Tyrkiet er Danmarks sidste i 2012, der hidtil har været det dårligste resultatmæssigt i Morten Olsens 12 år som landstræner.
Danmark har blot vundet to gange, to opgør er endt uafgjort, mens Danmark hele seks gange har tabt.