Dans for hjerneskadede: - Man kan ikke lade være med at smile og grine

Hjerneskadeforeningen byder i disse uger op til dans i ti fynske byer, hvor de tester et nyt dansekoncept af.

Kim Erik Andersen trækker forsigtigt en pink t-shirt over hovedet. På den står der skrevet "Vi byder op til dans".

Sammen med 15 andre hjerneskadede og deres pårørende er han med til det første ud af i alt ti dansearrangementer, som Hjerneskadeforeningen og Albanifonden har fået stablet på benene.

Sammen med danseinstruktør Elisabeth Dalsgaard har de udviklet et nyt dansekoncept, der hedder "Rehappy Fitness Program". Det er særligt udviklet til personer med en hjerneskade.

For 12 år siden fik Kim Erik Andersen sin første blodprop i hjernen og har siden været i rehabilitering. Dansen bliver flittigt brugt som en effektiv træningsform både fysisk, men også socialt:

- Du kommer ud af isolation, når du danser med andre. Man kan få følelsen af, man er den eneste, der har fået en blodprop. Når man så kommer ud og danser, bliver man socialt aktiveret, og så får man et bedre liv.

Elisabeth Dalsgaard har tilrettelagt dansetimerne, så de hjerneskadede kan få de øvelser, de skal lave hver dag med ind i dansen:

- De kommer ind og er sammen med ligestillede. Mange af dem vil måske ikke føle sig tilpas på et almindeligt dansegulv. De gængse genoptræningsøvelser, der er vigtige at lave, har jeg tilsat musik. På den måde undgår vi, at de føler sig patientgjort.

Efter to timer med dans, sang og sved på panden, kan Kim Erik Andersen ikke skjule, hvad de rytmiske trin har gjort ved ham.

- Man kan ikke lade være med at smile og grine. Det er noget helt særligt.

Hjerneskadeforeningen tester konceptet af i samarbejde med Albani Fonden, som har støttet projektet med 500.000 kroner, og bliver det en succes på Fyn, skal det udbredes til hele landet i 2020.

Hjerneskadeforeningen byder op til dans på Fyn
Fotograf: Marie Louise Florival Andersen

Oversigt

    Oversigt