Dansk atletiks elite kommer til Odense

For første gang nogensinde afholder Odense Atletik DM i indendørs.

Når årets DM i indendørs atletik skal afholdes i den kommende weekend, bliver det på Fyn. Thorvald Ellegaard Arena i Odense skal danne rammen om, at mere end 300 atleter kommer over målstregen. Formanden for Odense Atletik, Buster Ådahl Damstad Nielsen, er rigtig glad for, at det endelig er lykkedes at få DM til Odense.

Se startlister for DM i indendørs atletik

- Vi er rigtig glade for endelig at byde hele atletikdanmark indenfor i vores flotte arena. Det er et ønske, vi har haft i mange år, og nu lykkes det endelig, fortæller han i en pressemeddelelse fra Odense Atletik.

Tidligere verdensmestre skal dyste

Det er både bredden og eliten, som kæmper om at stå øverst på skamlen, når stævnet skydes i gang på lørdag. Blandt de deltagende udøvere er tidligere europa- og verdensmestre, både den mangedobbelte verdensmester Maja Alm og OL-sølvvinder Sarah Slott Petersen jagter nye rekorder og trofæer.

Også den fynske løber, Laura Valgreen Petersen er at finde på startlisten. Hun er allerede nu kvalificeret til VM og EM på halvmaratondistancen. Det bliver en begivenhedsrig weekend, hvor også mændene er repræsenteret med store navne, blandt andet den tidligere EM-sølvvinder Andreas Bube, der kæmper i favoritdisciplinen 800-meter.

Formanden håber, at afviklingen af DM i indendørs 2020 ikke bliver Odenses første og eneste gang. 

- Vi håber, at det blot er den første af mange gange. Vi glæder os til for første gang at kunne byde velkommen til både bredden og eliten af dansk atletiktil en spændende og begivenhedsrig weekend, fortæller Buster Ådahl Damstad Nielsen i pressemeddelelsen.

 

Oversigt

    Oversigt