Dansk journaliststuderende løsladt i Iran

Den danske journaliststuderende Niels Krogsgård er løsladt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der citerer det iranske nyhedsbureau Irna for oplysningen..

Udenrigsministeriet kunne tirsdag ved aftenstid bekræfte, at Niels Krogsgård er blevet løsladt fra det berygtede Evin Fængslet i Irans hovedstad, Teheran.

Den 31-årige journaliststuderende blev hentet i fængslet af Danmarks ambassadør i landet, Tomas Anker Christensen, og han var tirsdag aften, lokal tid, på vej til ambassaden.

Ifølge ministeriet har Niels Krogsgård det efter omstændighederne godt. Han rejser tilbage til Danmark, så snart det er praktisk muligt.

Krogsgård tog til Iran sammen med sin studiekammerat fra Syddansk Universitet, Henrik Fallesen, der vendte hjem i sidste uge.

Formålet med rejsen var at lave research til en opgave, men i onsdags blev Niels Krogsgård anholdt i forbindelse med en demonstration i hovedstaden.

De iranske myndigheder har på intet tidspunkt oplyst, hvorfor de anholdt den danske studerende, der var kommet ind i landet på et turistvisum.

/Ritzau/

Oversigt

    Oversigt