Dansk OL-guldvinder slutter på sjettepladsen i Canada

Lasse Norman Hansen sluttede på sjettepladsen af cykelløbet Tour of Alberta i Canada sent mandag.

Den danske cykelrytter Lasse Norman Hansen (Cannondale-Garmin) sluttede på sjettepladsen i cykelløbet Tour of Alberta i Canada.

Efter sin fine sejr på femte etape blev Lasse Norman sent mandag aften nummer 41 på sjette og sidste etape med start og mål i Edmonton. Han var i mål med et tidstab på fem sekunder til den tyske etapevinder Niklas Arndt (Giant-Alpecin).

I det samlede regnskab var Lasse Norman et minut og otte sekunder efter løbets vinder, hollænderen Bauke Mollema (Trek).

Lasse Norman vandt OL-guld i omnium på cykelbanen i London for tre år siden, og han har tidligere meddelt, at han efter denne sæson på landevejen igen vil koncentrere sig om banecyklingen med henblik på næste års OL i Rio.

Samtidig kører den unge fynbo også for en ny kontrakt med et landevejshold. Hans nuværende aftale med Cannondale-Garmin udløber efter denne sæson.

Det internationale cykelfelt fortsætter i den østlige del af Canada senere på ugen. Her køres World Tour-løb i Quebec City og Montreal henholdsvis på fredag og søndag.

Her kommer flere danskere på startlisten. Blandt dem Matti Breschel (Tinkoff-Saxo), som forbereder sig til kaptajnrollen på det danske landshold forud for VM i Richmond, USA, senere på måneden.

Oversigt

    Oversigt