Dansk par vinder sæsonens første World Cup-løb på bane

Michael Mørkøv og fynske Lasse Norman var aldeles suveræne i søndagens parløb ved World Cup-stævnet i Paris.

De professionelle danske cykelryttere Michael Mørkøv og Lasse Norman indledte søndag sæsonens baneløb ved i overbevisende stil at vinde parløbet i den første afdeling af World Cup-serien. 

Det skriver Politiken. 

Den danske duo sikrede sig på velodromen i Saint Quentin-en-Yvelines i Paris guldet med 39 point foran et polsk par, der fik 19 point.

Michael Mørkøv, der blandt andet har vundet VM-guld i parløb og OL-sølv i fire kilometer holdforfølgelsesløb, har i flere år ikke været inde omkring banelandsholdet, fordi han har prioriteret landevejskarrieren højere.

Genindførelsen af parløbet på det olympiske program har ifølge Politiken fået ham til at genoverveje en satsning i disciplinen. 

Efter aftale med landstræner Casper Jørgensen skulle Mørkøv og Lasse Norman afprøve deres internationale niveau i Saint Quentin-en-Yvelines for at se, om der er nogen idé i at arbejde videre med det olympiske projekt.

- Enhver, der så, hvordan Michael og Lasse kørte dette parløb, kender vist svaret, siger Casper Jørgensen til Politiken. 

- Det var meget høj klasse, det de to præsterede, og jeg synes, de havde fuldstændig kontrol over løbet. Det er helt oplagt, at denne indsats peger frem mod, at Michael har en meget stor chance for at blive et stærkt kort til OL, tilføjer landstræneren.

Oversigt

    Oversigt