Dansk trio skuffer stort i svensk speedway-grandprix

Hverken Nicki Pedersen, Michael Jepsen Jensen eller Kenneth Bjerre var tæt på semifinalen i Stockholm.

Det svenske speedway-grandprix endte i stor dansk skuffelse lørdag aften. Ingen af de tre danskere formåede at nappe en af de otte pladser i semifinalerne.

Faktisk var de ikke engang tæt på, og inden de sidste heats var Nicki Pedersen, Michael Jepsen Jensen og Kenneth Bjerre alle uden chance for avancement.

Det bedste danske kort Nicki Pedersen kørte for sin chance i den samlede VM-stilling, men han må nu kigge langt efter amerikaneren Greg Hancock på førstepladsen.

Pedersen formåede ikke at vinde et eneste heat og sluttede med seks point som nummer 12 ud af 16. Det var stadig nok til at blive bedste dansker.

Michael Jepsen Jensen samlede fire point i sine fem heats, mens Kenneth Bjerre sluttede sidst af alle med kun et point.

Bjerres dårlige aften sluttede ganske symbolsk med et styrt i det sidste heat.

Derimod havde polakken Jaroslaw Hampel en helt suveræn aften i den svenske hovedstad. Han gjorde rent bord og vandt alle sine syv heats.

I finalen tog han føringen fra inderbanen og holdt hjem foran Greg Hancock, der ligner en kommende verdensmester.

Inden sæsonens sidste grandprix i Polen og 14 dage har Hancock 127 point, mens polakken Krzysztof Kasprzak ligger nummer to med 115.

Nicki Pedersen ligger på femtepladsen med 107 point.

Oversigt

    Oversigt