Danskerne booker sig ind på Fyn i rekordstil på trods af inflationen

På trods af inflation og kriser slår hotelbranchen sin egen personlige rekord igen.

I en tid med krig, katastrofer og jubel over inflation på 'kun' 7,7 procent, så kan en helt særlig gruppe fynboer glæde sig over at slå en positiv rekord. 

Hotelejerne kan nemlig fejrer, at antallet af hotelovernatninger på Fyn slog rekord i 2022.

Med flere end 1.200.000 overnatninger på Fyns hoteller i 2022, slog hotellerne deres egen personlige rekord fra 2019 med hele 13,6 procent. 

Det viser tal fra brancheorganisationen Horesta.

- Vi har haft rigtig mange gæster. Vi mærker det i hverdagen, hvor vi har rigtig mange mødegæster, og i weekenden er der også mange leisure-gæster, siger Vibeke Stentoft, hotelchef på Comwell Kongebrogården i Middelfart.

Det er netop særligt danskerne og erhvervsgæster, der drev væksten med 17 procent flere hotelovernatninger end i 2019.

Fyn og Syddanmark skiller sig ud

Vibeke Stentoft glæder sig over, at udviklingen kun går en vej på Fyn.

- Vi har haft to fantastiske år, og er også kommet godt i gang med det nye år.

- Det der lige skulle trækkes i gang efter corona, var de udenlandske gæster, siger Vibeke Stentoft.

De er dog kommet tilbage i næsten sammen antal som før corona-krisen.

Og lige nøjagtig på det punkt skiller Fyn og Region Syddanmark sig ud. 

Ingen andre steder end Region Syddanmark er det nemlig lykkedes at komme op på lige så mange internationale overnattende som før pandemien.

Ikke nødvendigvis bedre bundlinje

I Horesta tilføjer kommercielle direktør Jeppe Møller-Herskind dog, at man skal være påpasselig med at tro, at overnatningsfremgangen kan aflæses på de fynske hotellers bundlinje.

- Det er jo ingen hemmelighed, at branchen lige som mange andre er hårdt ramt af både omkostningskrise og høj inflation. Derfor er omsætningsvækst langt fra ensbetydende med bedre bundlinje, lyder det fra Jeppe Møller-Herskind.

Desuden påpeger han, at danskerne i den sidste del af 2022 skruede ned for hotelforbruget.

- Forhåbentlig vender denne udvikling igen, når vi kommer ind i foråret, så også 2023 kan ende med at blive et godt år for branchen, siger Jeppe Møller-Herskind.

I 2020 placeredde VisitDenmark Ærø på en top-10 over Danmarks største turismekommuner i 2020. I 2020 og 2021 oplevede øen en stigning på henholdsvis 24 procent og 22 procent i antal af besøgende i forhold til 2019.

Oversigt

    Oversigt