Natbussen kører igen: Men husk mundbindet når du går i byen

I weekenden kører de fynske natbusser igen, da nattelivet nu kan holde åbent til klokken to.

Fra natten mellem fredag og lørdag er de atter muligt at tage bussen hjem fra en hyggelig aften i byen, når natbusserne på de fynske regionalruter kører igen.

Busserne skal igen ud på de natlige ture, fordi barer, værtshuse og cafeer nu har fået lov til at holde åben til klokken to.

Natbusserne har holdt stille siden marts, hvor nattelivet blev lukket ned for at kontrollere udbruddet af coronavirus. Men som følge af regeringens genåbningsplan får store dele af nattelivet nu igen mulighed for at holde åbent til kl. 02, og derfor sætter FynBus natbusserne ind igen.

Natbusserne kører på de større regionale ruter, og har et N i rutenummeret, for eksempel 140N. Rejseplanen er opdateret, så man kan se, hvornår natbusserne kører, oplyser FynBus.

Som natbuspassager skal du dog også være en smule fremsynet. Lørdag den 22. træder nemlig også mundbindspåbuddet i den kollektive trafik i kraft.

Skal du med natbussen natten mellem fredag og lørdag, skal du derfor have mundbind på. Ellers risikerer du at blive efterladt i busskuret.

Oversigt

    Oversigt