Debat om dårlig trafikmoral er iscenesat

Trafikmoralen har det fint - det er politikernes moral, det kniber med. Det mener formanden for foreningen Liv og Trafik, overlæge Svend Lings, Odense Universitetshospital. Han mistænker de politikere, der har skåret ned i bevillingerne til trafiksikkerhed, for at stå bag debatten om trafikmoral.

-

/ritzau/
Trafikmoralen har det fint - det er politikernes moral, det kniber med. Det mener formanden for foreningen Liv og Trafik, overlæge Svend Lings, Odense Universitetshospital.

Der har i den seneste tid været skrevet og talt meget om trafikanternes angiveligt dalende trafikmoral, men der er ifølge Svend Lings tale om en ren medieand.

\"Trafikmoral handler om at overholde reglerne. Det vil blandt andet sige ikke at køre for hurtigt, holde tilbage og i det hele taget opføre sig hensynsfuldt. At to kommer op at slås handler om aggressivitet og har intet med moral at gøre\", siger Svend Lings.

Han mistænker de politikere, der har skåret ned i bevillingerne til trafiksikkerhed, for at stå bag debatten om trafikmoral.

\"Regeringen vil sætte hastighedsgrænserne op. Resultatet bliver med sikkerhed, at ulykkestallet stiger. Men det er ubehageligt for de ansvarlige politikere. Derfor leder de efter en syndebuk, og hvad er nemmere end at lægge ansvaret på de enkelte trafikanter og give deres dårlige moral skylden\", siger Svend Lings.

Selv om diverse sagkyndige har udtalt sig om trafikmoralen, er der ifølge Svend Lings ingen videnskabelig dokumentation af, at trafikmoralen skulle være dalende. Han mener, skindiskussionen tjener to formål:

\"Den afleder opmærksomheden fra virkningerne af regeringens trafikbesparelser og mildner befolkningens syn på de fartgale ministre ved at efterlade det indtryk, at andre opfører sig lige så dårligt. Og der er intet som helst videnskabeligt grundlag for at tale om ændret trafikmoral\", siger Svend Lings.

Han giver ikke meget for moralske kampagner, som dem justitsministeren har lagt op til om hastighed og trafikkultur, men ser lavere hastighed og mere kontrol som den eneste brugbare vej mod færre dræbte og tilskadekomne i trafikken.

\"I Danmark har vi en mere liberal holdning til hastigheder end i Norge, Sverige og England, der alle har relativt færre tilskadekomne. Vi er i foreningen i gang med en analyse af forskellene mellem færdselsreglerne i Danmark, Norge og Sverige for ad den vej at se, om vi kan lære noget i Danmark\", siger Svend Lings.

Direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed, René La Cour Sell, har udtalt sig om den dalende trafikmoral, men han er enig med Svend Lings i, at moralkampagner ikke redder liv.

\"For mig er det her ikke et spørgsmål om, at vi undgår at give hinanden fingeren, men et spørgsmål om nogle meget konkrete og handlingsanvisende ting som for eksempel øjenkontakt og at holde en tilstrækkelig stor afstand til bilen foran. Det er jo groteskt, at vi bruger tid på at diskutere høflighed i trafikken i stedet for at diskutere, hvordan vi undgår de 9 dræbte og 170 alvorligt kvæstede i trafikken hver eneste uge\", siger René La Cour Sell.

Rådet er i gang med at studere andre landes analyser af trafikanters adfærd og deres erfaringer med at ændre adfærden, men nogen hurtige løsninger er der ikke udsigt til.

\"Det tog 15 år at gøre det socialt uacceptabelt at køre spirituskørsel. Det tager mindst 15 år at gøre noget afgørende ved vores adfærd i trafikken\", siger René La Cour Sell.

Oversigt

    Oversigt