Debutanten Eriksen stråler i Tottenham-sejr

Christian Eriksen fik en god debut, da han var med i begge mål for Tottenham, som vandt 2-0 over Norwich.

Der var tvivl om, hvor Christian Eriksen stod henne i hierarkiet i sin nye klub Tottenham. Efter Eriksens debut i Tottenhams 2-0-sejr er den tvivl manet til jorden.

Eriksen ser nemlig ud til at få en nøglerolle hos Tottenham med en placering lige bagved den forreste angriber Roberto Soldado - den samme placering som på landsholdet.

Og den danske landsholdsspiller fik en fremragende start for Tottenham, da han stod for oplægget til Gylfi Sigurdssons 1-0-mål efter knap en halv time.

Eriksen fandt sin islandske holdkammerat i fuldt løb, og Sigurdsson fik i et flot nordisk samarbejde vekslet afleveringen til mål.

Det var forinden tæt på, at Tottenham havde scoret på endnu en Eriksen-genistreg, da danskeren efter et par snævre driblinger i feltet kom frem til en afslutning, som Norwich-keeper John Ruddy fik pareret.

På riposten fra Ruddy forsøgte Soldado sig med en afslutning med hælen, men den spanske landsholdsangribers afslutning endte på stolpen.

Det var generelt en fornøjelse at følge Eriksens boldbehandling, og der gik flere gange et sug igennem hjemmepublikum på White Hart Lane, når Eriksen drev bolden kælent fremad.

Eriksen var også med i Tottenhams mål til 2-0 kort inde i anden halvleg, da den danske strateg fandt Paulinho, som fra højrekanten blev oplægger til Sigurdssons andet mål i kampen.

Ligesom hos sin tidligere klub Ajax Amsterdam har Eriksen fået ansvaret for alle dødbolde, både hjørnespark i begge sider af banen samt frispark.

Så man må sige, at Tottenham-manager André Villas-Boas har givet Eriksen stort ansvar og masser af tillid fra start. Eriksen fik 70 minutter på banen i sin debut.

Oversigt

    Oversigt