Delbing har solgt i milliardhandel: 2.000 lejere får nu svensk ejer

En af Fyns største udlejere, HD Ejendomme, er blevet solgt til svenske Niam efter årelang salgsproces.

Tidligere producerede han modetøj, men de de seneste mange år har Heine Delbing været kendt som en af Fyns største udlejere i klasse med Karsten Bill Rasmussen og Barfoed-familien.

Begge titler er nu forhenværende.

For den svenske ejendomskoncern Niam med hovedsæde i Stockholm har købt 2.000 lejeboliger og 375 erhvervslejemål ud af ejendomskoncernen HD Ejendomme.

Den har siden finanskrisen i mindre eller større omfang været administreret af Delbings finansieringskilder, nemlig bankerne.

For Delbings ejendomsimperium voksede hurtigt, men faldt som en sten, da finanskrisen slog bunden ud af investeringsmarkedet for ejendomme. 

– Vi har siden 2015 været i en proces, hvor vi har eftersøgt en ny investor til HD Ejendomme, og den opgave er nu lykkedes. Niam er en stærk og professionel aktør på ejendomsmarkedet i Danmark og i Norden, og HD Ejendommes bestyrelse og ejere er overbeviste om, at Niam er et godt valg for selskabet, siger Lars Jensen, formand for bestyrelsen i HD Ejendomme A/S, i en pressemeddelelse.

De finansielle kreditorer valgte i kølvandet på finanskrisen at understøtte den fortsatte drift af selskabet, og siden 2009 har de finansielle kreditorer og selskabets ledelse således haft stor fokus på at optimere driften.

- Samtidig er balancen nedbragt, og driften er løbende optimeret, hvorfor der i dag drives en effektiv virksomhed, til gavn for samarbejdspartnere, herunder private boliglejere og erhvervslejere. De driftsmæssige resultater i de senere år har været tilfredsstillende, og det var på den baggrund, at vi i 2015 gik i markedet for at finde en ny langsigtet investor til HD Ejendomme. Ved at fastholde og udvikle selskabet i perioden er det lykkedes os at bevare værdierne. Vi er på den baggrund tilfredse med, at vi nu har fundet den rigtige ejer til HD Ejendomme, slutter Lars Jensen.   

Hovedparten af de solgte boliger er nybyggede eller nyere rækkehuse, villaer og lejligheder, placeret i udkanten af større byer eller i udvalgte mindre byer.  

Porteføljen af erhvervsejendomme omfatter både større domicil-, lager- og logistikejendomme med god trafikal beliggenhed, men også mindre lejemål til brug for lokale kontorer og detailhandel. Køberen Niam har som nævnt hovedkontor i Stockholm, men lokale kontorer i København, Helsinki og Oslo.

Niam foretager investeringer i de nordiske ejendomsmarkeder på vegne af store velrenommerede offentlige og private institutioner og fonde. 
 
Siden etableringen i 1998 har Niam gennemført ejendomsinvesteringer i Norden til en samlet værdi på mere end 6,8 milliarder euro og har aktuelt ejendomme under forvaltning til en samlet værdi på cirka 3,1 milliarder euro, oplyses det.  

Oversigt

    Oversigt